Aldrig nogensinde, har jeg, Stella, hørt så høj musik. Aldrig nogensinde før har det føltes så godt.
Enya. Men det er ikke derfor. Det er fordi min mor står og råber af mig inde fra badeværelset. JEG har gjort noget forkert. Nu får jeg sikkert ingen månedspenge, men det er lige meget. Fuldstændigt ligemeget. Penge betyder ingenting. Det er magten og ordene der ligger bag som gør forskellen, og jeg ved jeg har den. Jeg ved at her hjemme er det mit. JEg gør dem glade og jeg gør dem sure.
Hvis min lillebror en dag er i godt humør gør det ingen indflydelse på os andre. Heller ikke hvis det er min mor eller far der er det. Men hvis det er mig, fr jeg dem til at grine, til at stoppe op og tænke... det var da mærkværdigt. Hun er en besynderlig pige.
Er jeg gal bliver de det også. Fra ejg træder ind af døren til jeg forsvinder igen, er de mine.
Jeg sagde i sidste uge, da de sad ude i haven, at nu tog jeg på arbejde. De var gale, for jeg var gal. Jeg havde været i dårligt humør hele dagen. Ikke sådan vred, men stille og rolig trist. Jeg gik ind i køkkenet og kiggede ud af vinduet. Jeg ved ikke hvorfor men jeg havde brug for at betragte dem på afstand. De viste ikke jeg stod der inde. Men det var som om at efter de troede jeg var gået, ændrede deres øjne sig, deres ansigtstræk. Ikke nær så anspænde. ikke nær så.... mere monotont. Før flakkede deres øjne rundt. Sådan er det når jeg er der. klumper i halsen og flakkene øjne. Ikke at de er bange for mig, og at jeg er voldig og sådan noget. Men tror der et eller andet sted ligger en lille frygt i dem. Tror ikke de kan lide når jeg går op for mig selv og jeg er trist. De er bange for at jeg gør noget ved mig selv, måske?
og mere er det nok at jeg siger noget til dem. De er vel bange for mine ord. De ord jeg siger for at skræmme dem, fordi jeg har lyst.
Filosofiske spørgsmål om liv og død....
Tror ikke de kan lide det. Når vi sidder og spiser aftensmad inde i stuen, mens jeg forstener mig i træerne og andet udenfor. Pludseligt vender jeg mig mod en af dem, som regel min mor, fordi hun gør mig... bange. Jeg kigger frygten i øjnene og siger mine ord. For hende til at kigge på mig og tænke "det går galt på et eller andet tidspunkt det her... Den pige er fucked up"
"Måske eksister vi slet ikke. Måske er vi bare små monokyler i et andet univers der kan forsvinde hvert et sekundt BANG og så er vi døde... Måske... tak for mad"
Det var det sidste jeg sagde før jeg gik idag.
De kan ikke lide mig. De elsker mig, men ingen af dem kan lide mig. det er noget jeg kan føle. De er ikke... trykke ved det jeg siger, ved det jeg gør. De har ingen anelse hvordan jeg er, hvordan jeg har det.
De ser noget og det skræmmer dem.
Det gør mig ingenting. Elsker det, elsekr at gøre det ved dem... Hvad så end det er jeg gør