Weekenden er ovre...

Jeg fik skaffet karrysild til påskefrokosten hos far i fredags. Jeg tror vel stadig at jeg lever på landet hvor helligdage betyder lukkede forretninger.

Det var en rigtig hyggelig frokost og dejligt at se far.
Selvfølgelig fik vi ikke taget vores snak, som vi begge ved ER nødvendig. Vi nød bare eftermiddagen og gik ellers lidt små kejtet til hinanden og samtalerne om dagene osv.

Ja jeg har min opgave for mht min far og denne opgave er jeg indstillet på at komme i sving med.
Måske skal jeg droppe den ærlige snak og blot forsøge at holde fast i den kontakt vi har lige nu. Holde den ved lige, ringe til ham, fortælle ham om ting fra min hverdag, lytte til ham…
Måske må jeg acceptere at min far ER lidt af en træmand når det kommer til de dybe følelser lige så vel som jeg selv er. Skal han kunne lukke op, kræver det en solid brandert og jeg vil egentlig hellere se ham ædru.

Han gav mig hans vandfontæne. Den er så utrolig grim, så forfærdelig grim og mærkelig. Den passer PERFEKT i mit hjem og jeg elsker den!

Da jeg lagde mig til at sove i aftes, tænkte jeg ”I morgen skal det være anderledes!” Jeg ville stå op i ordentlig tid og forsøge at få noget ud af min dag.

Det er faktisk lykkes. Ikke at jeg har oplevet noget synderrivende spændende, men jeg har sgu været FUNKTIONEL!
Min hjem så farligt ud så det har jeg taget mig nok så kærligt af ved hjælp af brun sæbe og masser af effektivitet.

Så med vaskede gulve, ophængt vasketøj, olieret træbord og ingen opvask sidder jeg nu og er ret tilfreds.
RSRT venter nu forude (læs: røv-syge-rengørings-tjans) og efter denne kop te tager jeg af sted.

Refleksioner over weekenden tynger mig ned og efterlader mig med sætningen ”det er ikke MIG det her!”.
Jeg har forvildet mig ind i en jungle. Der har jeg lallet rundt ret længe nu og det får mig til at tænke på, hvornår det skal stoppe. Hvornår vil jeg stoppe?
Det er svært for mig, at fastholde mig selv. Det ene øjeblik ønsker jeg at flytte mig selv væk fra byen, måske bo på landet lidt igen. Det andet øjeblik tror jeg på at udlandet vil gavne. Det tredje øjeblik tænker jeg noget helt andet og til sidst bliver jeg så forvirret, at det hele ligsom kan være sk*** lige meget og trygheden i livet kun er en skrøne.

Når alt kommer til alt, aner jeg ikke hvad hulen jeg vil eller skal stille op. Så spørger jeg mig selv; ”skal jeg partout stille noget op?”…så svarer jeg mig selv ”måske ikke, men er det særlig fedt at være dig lige nu? Har du det godt? Er du tilfreds?”.

”Nej!”