Det er dagen der på. Det er dagen efter folketingsvalget, hvor der blev flyttet lidt rundt på mandaterne og ellers ikke noget nævneværdigt, for stort set ser tinget ud, som det gjorde før den 8. februar. Et stort maskineri bev sat i gang - og til hvad nytte - og mange, mange penge blev brugt på dagen. Så vidt jeg erfarer ca. 25 kr pr. borger med stemmeret. Om fire år skal vi igen stemme og så må det da gå sådan til, at vi får en ny regering. Ikke mere valg/politik fra mig.

Ellers går dagene på bedste beskub. Lidt får jeg fra hånden i løbet af dagen, men jeg har slet ikke den ønskede struktur over min dag. Jeg arbejder videre på sagen, men synes af og til at det er så uoverskueligt. For tiden er jeg træt og ugiderlig, selvom der egentligt er nok at gå i gang med.

Jeg håber på, at det vil gå bedre med at få puttet indhold i dagen, når der kommer mere varme i luften og foråret begynder at titte frem. Uf, jeg har altid haft det sådan, at når vi først når ud i fremtiden, bliver det hele bedre.

Jeg er tilbøjeligt til at stille mig for store forventninger og jeg tror, at det er samvittigheden, der ikke lader mig være i fred, når jeg er doven, som nu i disse dage. Jeg befinder mig jo godt med at nusse stille og rolig rundt herinde i varmen og jeg laver jo småting i ly med, at jeg blot slapper af. Jeg læser meget for tiden og jeg holder af at sidde og skrive.

Nogle gange standser jeg op og tænker på, hvad jeg dog skal blive til. Er det sådan her, at jeg ønsker at tilbringe mit liv? Jeg kan blive hel bange for at gå i stå og bekymrer mig for, om tiden vil blive som nu - i al fremtid. Der er nok at brygge bekymringer og bange anelser på, hvis det er det jeg vil.

Min sunde fornuft taler dunder til mig nu. Det er jo selvmedlidende øregas så det forslår. Jeg ved jo godt med mig selv, at mit liv ikke blive indholdstomt, for jeg har så mange interesser, som jeg kan kaste mig ud i og jeg har et stort og solidt netværk. Jeg kan bekymre mig herfra og op til månen og tilbage igen, men jeg kan ikke gøre en dyt ved mine bekymringer. Vælger jeg at bekymre mig eller ønsker jeg at bruge min energi på, at gøre det rart for mig selv? Ja, se det var et godt spørgsmål, som jeg hellere må fundere over og bruge min tid på.

Jeg er blevet bedre til at prioritere min tid. Jeg er knap så udefarende, som en tid hvor jeg ville vise verden, at jeg kunne klare det hele. Jeg er med til at spille dilettant i år igen og det bliver til mange øveaftener. Jeg har derfor valgt at droppe gospel, indtil vi er færdige med dilettantstykket og derefter igen gå til gospel med fornyede kræfter. Jeg har fundet ud af, at det er godt at komme ud og væk hjemmefra, men at det også må være okay bare at være hjemme.

Som jeg sidder og grubler over min tilværelse og min forholdsvise nye situation, må jeg ikke glemme, at der er en årsag til, at jeg er havnet her, hvor jeg er i dag. Med en kronisk sygdom vil der jo unægtelig ske noget med krop og legeme. Muskler, der ustandselig vibrerer, vil give en træthed i kroppen og medicinen, der giver mig et tåleligt og værdigt liv, har også bivirkninger, der gør, at jeg må hvile mig mere.

Da jeg satte mig til at skrive denne dagbog, var alle disse tanker skuddermudder for mig og en næsten total kaos inde i hovedet. Det at skrive det ned her, gør mig mere bevidst om, hvordan det er, at tingene hænger sammen - og hurra for det.
Endnu en gang har dagbogen været et terapeutisk formål for mig.

Til mine læsere vil jeg ønske, at I må få en god og rar dag. Det har vi alle fortjent.

Hyggehejsa fra en rugende Nellemor.