Har været ved at læse andres dagbøger – og har lige sådan en nagende fornemmelse af, at der ikke sker en skid i mit. Har intet at fortælle om. Mit liv består af arbejde og venner – men der sker ikke så meget. Det plejer nu ikke at gøre mig noget, da jeg sætter meget pris på de små stunder. Når jeg sidder i sofaen sammen med veninde G og vi bare snakker. Sidder i fælleshuset med veninde B og ryger en masse smøger og taler om alle hendes hemmelige forelskelser. Sidder i Hs arme og bare nyder at være til. Er hos J og taler om, hvor herligt det er, at hendes liv endelig er faldet ud til noget godt – at hun snart skal være mor, og dermed mig gudmor. Nyde mine elever og kolleger – der alle er så sjove og herlige. Det betyder helt vildt meget for mig, og jeg vil ikke bytte det for noget i hele verden. Men lige i dag synes jeg, at det er forfærdeligt, at jeg ikke har nogle begivenheder eller sjove fortællinger at berette om. Går jeg glip af noget?
Det gør jeg da ikke, vel? Livet handler vel ikke om at kunne fortælle om alle de store ting, man har oplevet, men om de små stunder, der betyder noget for en?
Engang (ja ikke frygtelig mange år tilbage) var jeg sådan en, der altid sad hjemme. Både torsdag, fredag og lørdag aften. Drak ikke, røg ikke og gik aldrig i byen. Havde aldrig været fuld (som 23 årig). En klassekammerat sagde engang i en diskussion, at livet handle om at nyde det, og ikke bare sidde hjemme og kukkelure. Jeg blev ikke provokeret, men tænkte bare på et citat jeg engang havde læst ”time I enjoy wasting, is not time wasted”. Og sådan havde jeg det dengang. Kunne ikke se det fede i at drikke eller gå ud. Synes, det var meningsløst. Og det var det også for mig dengang. Hvor har jeg ændret mig meget siden. I dag synes jeg det er fedt, og det har da også bidraget med en masse sjove fortællinger. Så hvorfor er det, at jeg lige nu synes, at jeg ikke oplever noget som helst. Jeg oplever da noget hver dag! Måske har jeg bare en tendens til at glemme de små ting for tiden. Eller at synes, at det jeg oplever ikke er så meget værd som andres. For det er det jo. Bare fordi det måske ikke er så sjovt for andre, kan det være mega morsomt for mig…
Minder mig om, at det faktisk var totalt morsomt på arbejdet i dag. Min 9. klasse har om Shakespeare – og vi har lige læst et lille uddrag af Romeo og Juliet. Nu skal de så til at spille dette uddrag. Har parret dem sammen dreng/pige. Så skal pigerne være Romeo og drengene Juliet. Og hvor var det morsomt at se dem øve. Mange af grupperne kom op og spurgte, om de godt måtte lave lidt sjov med det – og det måtte de, så længe de var tro overfor ordene og selve handlingen. En af grupperne har så valgt, at Juliet skal tale med en indisk bombay accent. Så da denne dreng lavede sin stemme høj og skinger og talte med denne indiske accent, måtte jeg simpelthen lægge mig ned på gulvet ude midt på fællesarealet af grin. Det lød bare så sjovt… og det er vel sådan noget som det, der er værd at huske. Det er ikke sjovt for andre – tror man skulle have været der, men det var sjovt for mig. Det er ikke nogen stor begivenhed – men alligevel noget, der vil blive husket, og noget, der gør en grå dag lyseblå…. Jo Hemo – du oplever sgu noget.. Du oplever de små ting…