"Hey min ven. Godt nytår til dig".

Sådan en tilforladelig besked fra et nummer, der var mig ukendt. Det viste sig at være A, der skrev - jeg ved ikke, om det ødelagde min aften, jo, det gjorde det nok. Måtte tage en beslutning - og jeg havde ikke lyst til at slippe ham helt. Men det måtte jeg.

"Hey igen", skrev jeg, "Gider du ikke lade være med at skrive. Jeg ved godt, at det kun er få gange om året, og ved også, at det ikke skal være os, men derfor gør alle minderne alligevel ondt. Jeg troede, jeg skulle giftes med dig, men så meget betød jeg vist ikke, så vil du ikke lade mig være i fred. Livet går videre - nyd det med hvem, du end vil nyde det med. Men slet mig - jeg må videre og elske en anden højere. Kys fra mig."

Han svarede hurtigt. "Øj jo da. Sidste gang vi sås, sagde du da, at du ikke havde været forelsket i mig. Så hvad skal jeg tro. Men knus og godt nytår."

"Det tvivler jeg nu på, at jeg sagde. Du snakkede det meste af tiden og fortalte om hende, du mødte efter mig. Ville nok ikke virke som en, der var blevet overtrumfet, ville beholde noget værdighed. Men elskede dig. Tvivl ikke på det. Din mor skrev i december, det fik min verden til at gå i stå en dag. Har haft en kæreste efter dig, men er bange for at tro på fremtiden igen, men det skal nok komme. Kram fra mig."

"Selvfølgelig betyder din fremtid alt. Du har jo alt at byde på. Du er smuk og klog og sådan skal det jo være."

Svært at svare på den. Klokken var også blevet et. Og jeg ville ikke, at han troede, jeg var fuld. Så nu sidder jeg her med en knude i maven. Der er gået to år - nu tog jeg mig sammen til at give slip, men hvis han stod der og tilbød mig det hele igen, så ville jeg jo tage det, selvom jeg ikke tror på os mere. Men jeg savner ham jo bare - alle de andre er jo bare erstatninger for ham.