Lige i dette øjeblik forstod jeg. Det, som jeg som indædt har forsøgt forstå. At du slettede det digt, der handlede om mig, forsøgte at hive den side ud af dit livs bog, hvor det stod skrevet, at du elskede mig.

Men det står pludselig mere klart. For hun må være faldet over det - eller du har måttet trække det tilbage for, at hun ikke aldt over det. Eller måske var du i det øjeblik mere min end hendes - og det var noget, du helst ville slette og være foruden.

Måske forstår jeg ikke det hele, men det giver mere mening nu. Du er jo sammen med hende, så hvorfor plage dig selv med ord om, at du var så glad for mig. Og hvorfor ikke bare forsøge at bilde dig selv ind, at det aldrig helt skete, selvom du har holdt fast.

Endelig lidt forståelse. Endelig.