Really wanna call you
But I know that it's not right
Really shouldn't tell you
But I dreamt of you last night
I guess I'm not prepared to say goodbye
So long, fare well, I won't be seeing you again
(The Peachy Keens)

En nat med urolige drømme. Gik som i en tåge, fordi jeg havde skrevet til ham, at jeg elskede ham. Jeg ventede på svaret. Gik i blandt alle de mennesker, der bare morede sig. Gik der og ledte efter alle mine ting, så jeg kunne komme hjem. Hans ord slog som kulden imod det våde ansigt.

Sidder i mit køkken nu, mens hans stemme strømmer fra afspilleren. "Please let me be the guy who kiss you - yeah I really wanna call you mine".

Han skrev, at han elskede mig. At tiden i København havde været det hele værd. Men at samtidig havde han haft tankerne og vennerne og hende et andet sted. Og der var han nu. Hos hende. Og nej, det ville han ikke opgive.

Vågnede med en angst indeni. Og forstod det ikke. Nu er jeg overvældet af afmagt. Jeg vil ikke noget. Vil bare sidde her i mit køkken med hans ord i baggrunden... "When I leave you're not worth it - but you're still in my veins".

Det var egentlig min plan, at jeg ville have skrevet til ham i aften. Vi var sammen sidste nytår. 1. januar 2004 var første gang, han begyndte at tale kryptisk om ikke at kunne styre vores forhold, om at være bange for, at det hele ville gå galt. Men nej, jeg skal ikke skrive noget til ham.

Det værste er, at det er dine ord, der beskriver mine følelser hele tiden.