Så er der gået en uge, siden sidst jeg skrev. Jeg forsvorede ellers først i december, at jeg ville skrive i min dagbog hver dag om vor lille husnisse Nisse Jul – men vi blev lidt trætte af at bekrige hinanden og fortælle om hinanden – for I må endeligt ikke tro, at det kun var mig der skrev om Nisse Jul. Næh, den lille fyr er medlem af noget, der hedder noget så latterligt som Nissebandens Cybernet. En dag fandt jeg et blad, der lå og flød. Jeg samlede bladet op og kunne jo straks se, at det ikke var et af vore blade. Jeg bladrede nysgerrigt rundt i det og pludselig fængede mine øjne overskriften: ”Årets bedrift at være husnisse hos Nellemor.” Ja, sådan stod der og jeg har på ingen måder trang eller lyst til at referere, hvad der ellers stod i artiklen. Mine kinder blusser bare ved tanken og jeg har vel så meget pli og dannelse at jeg ikke gengiver den slags for – ja, hvad ved jeg - sarte ører og øjne. Nu var det jo også en referat af mig …. Hmmm …. Så det lader vi ligge.

I går kørte jeg en tur over til Wildrose og Peter i det lille gule hus på bakken. Jeg måtte simpelthen en tur derover og ved selvsyn erfare, hvordan Peter humpede rundt på sit gode øh.. dårlige eller nej … kommer helt i tvivl om hvilket ben, det var. Det forekom mig nemlig, at skiftevis var det højre og skiftevis venstre ben han humpede rundt på. Men det ved han jo bedst selv, i hvert fald så det meget svært ud, men at støtte sig til en krykke, det kunne han.

Jeg blev modtaget af en meget glad og lettet hund. ”Kom og frels mig”, stod der skrevet i dens smukke brune øjne. Den måtte ikke komme ind i huset, bare fordi den havde spist en halv kage på vej hjem fra Bilka. Jeg mener, det at den spiste en halv kage, var en gave til mig, for den gjorde det jo bare sådan, så jeg ikke fik den kage, som jeg slet ikke havde godt af. Pongo var glad og nød at komme ind i varmen.

Snart kom Karen hjem. Søde, dejlige Karen, som straks fandt al verdens lækkerier som alternativ for kagen. Karen går nemlig meget ind for det alternative – så ikke kun en masse dejlig snak, god mad, rødvin og hygge gav hun, men jeg fik også både massage og zoneterapi. Vi hyggede og hyggede, men til sidst måtte vi gå til ro. Klokken var blevet mange. Jeg blev der og overnattede – det var så tåget, så jeg havde ikke kunnet finde vej hjem – uden Rudolph og han er jo i Grønland eller Århus???

Jeg stod op og fik Karen sendt af sted på arbejde og sad så ved hendes computer i morgentimerne. Det var så fredfyldt at sidde der og læse Julemandens brev og samtidig skæve ud af vinduerne og se, hvordan æblegrødsvejret blev lysere og lysere. Peter stod op og vi fik morgenkaffe og vendt – ikke verdenssituationen, men det at være egoistisk contra egocentrisk og andre store spørgsmål.

Jeg kørte hjemad i regnvejr. Gjorde holdt i en lille landsby, hvor jeg købte et par kranse til svigerfamiliens gravsted på Mandø. Jeg fortsatte til Vejen, hvor jeg ville finde en stofforretning. Jeg kørte rundt på lykke og fromme, fandt til sidst ned til posthuset, hvor jeg spurgte om vej. Hvis posten ikke skulle kunne forklare mig vej, hvem skulle så kunne. Det kunne posten, men hmmm. Jeg var vist lidt langsomt opfattende – i hvert fald befandt jeg mig snart i en gade, hvor det kun kom modgående trafik. Folkene i de forskellige biler kiggede underligt på mig, som om jeg var dumpet ned midt i Vejens trafik fra et fremmed land – og jeg kom endda kun fra Vejle. Da jeg kom op for enden af gaden, fandt jeg ud af, hvorfor de havde kigget sådan. Gaden var ensrettet. Til sidst fandt jeg en parkeringsplads og gik en lang, lang vej, inden jeg var ved stofforretningen, hvor jeg skulle købe stof – ja, hvad ellers.???
Jeg har lovet mine to dejlige børnebørn at sy henholdsvis en nissekjole/nissebluse til dem. Jeg fik købt så meget stof, at de også hver kan få en nissetrøje med nissehætte på. Jeg fik damen i forretningen til at forklare, hvordan jeg skulle finde ud af byen igen.

Pyh…. Jeg fik lidt varme ører, men lod ellers som ingenting, men da jeg gik tilbage til parkeringspladsen med mine poser med stof og mange andre unødvendige ting, som jeg bare måtte eje, ja så holdt bilerne i lange køer. Der var som om trafikken helt var brudt sammen - en trafikkaos uden lige i den indre by lige i middagsstunden en onsdag lige før jul - og netop i de gader, hvor jeg for ganske nyligt havde kørt rundt imod trafikken. Jeg skyndte mig ind i min bil, fandt en smutvej og var snart ude på landet igen – på vej hjem til det lille røde hus i marsken. Gad vide, hvordan trafiksituationen ser ud nu i skrivende stund i Vejen centrum.

Ja, det var, hvad jeg har fået af dejlige, glædelige, sjove, småtossede og mindre heldige oplevelser i dagenes løb. Træk selv fra og læg til og find så ud af, hvad der er sandt og hvad der er farvet en kende.
Jeg ved bare, at jeg har haft det rigtigt dejligt og at jeg bobler af glæde og narrestreger indeni.

I må have en god aften.

Hyggehejsa fra en afslappet Nellemor.