Jeg er startet for tidligt. Det duer sgu ikke, men forhåbentlig hjælper det henad vejen.
2 dage hvor jeg er sammen med de menensker som betød noget for jakob og kendte ham er ikke nok, men her giver dagens danmark ikke plads til at sørge ordentligt...nej, efter begravelsen, så HOPLA...ind i manegen igen..ind og tjen, deltag i samfundet, nu må det være nok, afsted....


At sørge.....det må man åbenbart ikke. Jeg holder af min kolleger, men de fatter ingeting og alligevel ser jeg at de prøver så godt de kan..det ved jeg og det er jeg glad for, men det duer bare ikke. Ikke nu. Jeg vil være sammen med keld og freyja, eg vil være sammen med palle, med asse med alle dem som kendte jakob...ikke en masse udenfårstående, men sådan fungerer det ikke....får næsten lyst til at bære sørgebind på arbejdet, så folk kan SE det!!! Ud over de sorte rader, den ligblege hud og tårerne der presser på, kan folk ikke SE at jeg sørger.
hVorfor er det sådan!!! Retorisk.

Jeg kan ikke bruge nogle råd nu, jeg vil ikke lytte, jeg har ikke brug for velmendende omsorg, ikke nu, jeg vil sørge. Jeg har ikke brug for fremtidsudsigter, om at vide at det tager tid, men at det nok skal blive bedre...DET VED JEG!"!!! Jeg har stået i det før og jeg regner med at stå i det IGEN!!!!

Jeg vil bare rase..have ondt af mig selv til jeg ikke orker mere....hvorfor må man ikke sørge i dette land??????
Hvorfor bliver tab skubbet ind og væk og ud?
BARE VENT!!!!! Jer der ikke fatter noget!!!! Det sker også for jer!
Jeg gider ikke tage hensyn, jeg mener ikke jeg skal....jeg mener jeg har lov til at sige alt hvad jmeg føler og tænker, men nej.....derfor skriver jeg det her.
Eeen eller anden skraldespand skal det gå udover, så lad det dog være mig...jeg kan næsten ikke have det værre, men jeg vil ikke udfordre GUD....

Alt er ligegyldigt...alle er ligegyldige...jeg har intet overskud, intet...og jeg vil fandme have lov til det....for een gangs skyld vil jeg have lov til at være svag....for een gangs skyld..og dem der ikke fatter det, tjaaaa.....de ved hvor de kan gå hen.

Meeen.....når det så er skreget ud, når alt selvmedlidenheden er begyndt at skrumpe, når sorgen ikke er så stor som nu at den overskygger alt, at jeg knap nok ved hvad dag det er, så ved jeg at jeg klarer det. Jeg har gjort det før, så hvorfor ikke igen. Men dette her er bare anderledes....årh for fanden....hvor mange tårer har et menneske til rådighed?