Falsk beskedenhed!
Det er noget jeg ikke kender til.
men beskeden er jeg, fordi jeg gemmer mig bag en generthed som ligner den føromnævnte.
Jeg er blevet bedre til at tage imod ros , men ikke helt.
Og så kom jeg til at tænke på nogle episoder her, hvor andre mennesker måske ville brøle det ud til omverdenen.
fx. da jeg var til 25 års jubilæum på skolen. Hvad sagde jeg?
At jeg arbejde som tjenerelev! Og at jeg blev uddannet som socialrådgiver i 2000 og at jeg ville til spanien!
Af een eller anden grund nævnte jeg ikke at jeg er blevet forfatter/digter.
Og hvorfor så det?
Fordi jeg ikke vil prale!
Og I mine ører lyder det som pral.
Men også fordi jeg efterhånden er blevet påpasselig med hvem jeg fortæller det til, fordi det ikke er alle der forstår betydningen af det.
De får det der tomme og vantro blik, der fortæller mig at " hun nok bare har skrevet en lille stil til sin skrivebordskuffe og udnævnt sig selv til forfatter/digter?"
Er det for stort eller er der bare nogle mennesker som ikke fatter det?
Skal man skrive selv eller have en stor passion for litterauren for at forstå HVOR stort det her er?
Grundet denne vantro, er jeg påpasselig.
Det er så stort for mig at jeg ikke gider at se andre mennesker skyde denne min glæde ned som en erotisk buttet andrik omkring julemåneden. Det har jeg ikke behov for. Og derfor har jeg udnævnt bestemte mennesker til at dele min glæde på MINE præmisser, fordi jeg ved at de forstår.
Og jeg er heldigvis ikke blevet bortført af de vrimlende horder af medieliderlige nomader, som i ders ivrige forsøg på at blive set og anerkendt, virvler så meget støv op, at man ikke kan skelne hvad der er kamel og hvad der er rytter. Stanken er bare den samme!
Nu kunne man jo sige, at fordi jeg har valgt at sætte mig selv i en artikel, som hører ind under "medier", at jeg så har iført mig den grimme kasket, hvorpå " dobbelmoralen" sidder tungt klasket på som et overdrevent emblem fra de grimme firsere, som jeg forøvrigt ikke fatter hvorfor der ikke har været en anstændig dyrlæge, der har aflivet for mange år siden. (ca. omkring 1990)
Det er er et af grimmeste årtier, modemæssigt, af alle årtier. Et årti der fortjener at blive mobbet, grundet kikset påklædning og tilbehør!
Men nej, min kære, inderst inde er jeg genert. 0,1 % af mig har lyst til at bakke ud, og fortsætte som jeg plejede, men hvorfor skulle jeg det?
Jeg har fået en chance til at andre mennesker måske kan læse mine digte og at de synes om dem, kan bruge dem til noget, omend ikke andet, så for at få en oplevelse.
Og noglegange opvejer målet midlet!
men derimod skryder jeg ikke op: " Se mig, Se mig...elsk mig i det kvarter jeg er på".
det HAR jeg fået muligheden for og jeg sagde pænt nejtak!
Men for at vende tilbage til udgangspunktet. Er det forkert af mig at være så tilbageholdnende. Er det snobbet? Er det nedladende? eller er det fordi jeg passer på og måske bedst kan lide at folk ser på mine tekster istdetfor mig?
Jeg ved det ikke. Det ene følger det andet lige røven og hvem der fører an, aner jeg ikke. Men de er uadskillelige, de to siamesiske symbioser.
Måske er dette her noget jeg skal holde pøllerne fra. Tanke og analysepøllerne!
Og bare nyde istdetfor.
Tænk på dig selv, Camilla. Det du gør er det rigtige. Måske skal jeg tatoveret disse hjemmelavede mantraer på min navle og hvergang jeg begynder at pille lidt for meget i den, så kan de skrige ad mig, disse ord.
3329..nej, 38,..nej..48...ARRRGH...tallene forfølger mig. Men det er nu ganske vist at det er en personlg rekord i længden af dagbøger.
Dagens Motto:
...jeg fejrer lige med en smøg og en kop halvlunken kaffe!!
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
beskedenhed vs. generthed er publiceret
12/09-2003 12:16 af
Camilla Moe (moe).
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.