Som sædvanlig viste det sig at være en storm i et glas vand, men besætnngen viser ingen tegn på overraskelse...ikke engang en udefrakommende tic...det var rart at læse de passager op for min mor i min bog, der omhandler hende. det er det bedste og det mest moralske. Men hun syntes det var skide godt og skønt hun taler med "morøjne" (?) ved jeg at hun nok skulle sige til hvis der var noget der ikke hang sammen (eller VED jeg??!!!!)

Det der med samvittigheden er jo egentlig en god ting og skønt min er på størrelse med en krydsning mellem en japansk sumobryder og en overdimensioneret søpølse, god den jo ikke kun skade. Jeg ved at den driver mig frem til at være et godt og bedre menneske. (..eller VED jeg??!!)

dette har blandt andet medførdt at det der med at snyde og lyve...DET duer jeg bare ikke til, skønt jeg prøver i ny og næ, ikke så det skader nogen, allerhøjst mig selv. Det virker lidt som det der med skoven og om et træ egentlig afgiver nogen lyd, hvis der ikke er nogen til at høre det falde.
Ha..ha..ha...prøv at tænk på hvis de kun gør det for showets skyld...altså afgiver lyd...her står disse bastante skabninger med flere år på bagen (lidt enteagtigt) og ryster på deres trækroner af de der små, skrøbelige skabninger der flintrer forvirret rundt og prøver at få en mening ud af selv den mindste sten, og så for at gøre dem måske endnu mere forvirret eller hjælpe dem lidt (til hvad?!) larmer de op hver gang de vælter. For at skabe tryghed? For at skabe kontinuitet?
Fordi vi er opdraget til at et træ larmer når det falder?

Men hvad nu hvis det ikke gør?
ha....ha...hold kæft hvor ville verdenshistorien få et fedt tvist!!!
engang imellem ville jeg ønske at naturen lige tager røven på os. PÅ en god måde, en finurlig måde.
At vi faktisk godt KAN høre græsset gro, men vi har bare glemt det eller også har græsset opgivet at blive hørt, skønt det tit skriger op om at det ikke må betrædes fordi det faktisk gør nas!

Jeg har altid troet på mere mellem himmel og jord og har den dybeste respekt for Moder Natur (især i hendes mensesperioder!!) og vi har jo også været hendes børn engang, vi har bare glemt det. Vi flyttede hjemmefra dengang vi opdagede ild, men derfor tror jeg stadig at vi har vores instinkter. De bliver bare ignoreret eller misforstået.

Det minder mig om en bog jeg købte for 40,- af Bent jørgensen, der omhandler sex i dyreverdenen...ret så underholdende...og overraskende...at der findes homoseksuelle dyr, at der findes hermafroditter og fx. søhesten, hvor hannen er gravid (?)...så menneskeracen er måske ikke sådan et freakshow som mange går og tror...vi er måske endda lidt baggud...og med tanke på hvor meget af hjernen vi mangler at kortlægge, så bliver fremtiden nok ret så spændende for de næste generationer.

Jeg ved bare at jeg synes det er pisse spændende, naturen, og at min mutante samvittighed må være noget jeg har arvet efter min MODER...(eller VED jeg !!!)