Så blev jeg færdig med den fjerde novelle. Og tiden nærmer sig med drastiske skridt til at jeg hopper ud over kanten og ned i sårbarhedens afgrund.

Jeg har kun fået god respons for mine noveller og det luner da, men alligevel har jegen tom fornemmelse.
Jeg læste een afmine noveller op i en forsamling her for nylig (hvilket jeg forøvrigt er en spade til, så det sker ikke mere!!)

Den blev godt modtaget, men alligevel var jeg lidt skuffet.
Måske er jeg en knude til at modtage ros, men jeg følte ikke at det var det rigtige forum at læse den op i (?), forstå det hvem der kan, fordi JEG kan ikke.
Jeg kunneikke lade være med at tænke om de roste den bare fordi det var mig eller om de gjorde fordi de ikke rigtig gik op i sådan noget.

Jeg savner virkelig konstruktiv kritik og det håber jeg at jeg får, når jeg engang om 100 år får lavet min novellesamling færdig og sendt den ind til et tilfældigt forlag.

jeg er så heldig at have EEN i min omgangskreds som læser litteraturhistorie og han gav mig vikelig feedback og det var simpelthen så dejligt. Det var ikke kun ros, det var helt nede i dybden som jeg kunne bruge til noget.

På den anden side har det jo også været spændende at vise novellerne til "almindelige mennesker"..ha..ha og set at de kan lide dem. Alligevel tror jeg ikke at de er helt ærlige(mit problem) eller tør at være ærlige (apropos debatten!)
Det er bare for godt til at være sandt, synes jeg. Der MÅ være noget de synes mangler eller andet. Eller også er jeg for selvkritisk. Måske ER de gode.

Men HURRA for palle pophår. Han er virkelig min frænde i dette uoverskuelige ocean. En pæl jeg kan klamre mig til og diskutere med (kan man diskutere med en pæl?!)

Jeg ved det ikke, måske analyserer jeg lidt for meget igen.
Måske ER det godt det jeg har skrevet, men tvivlen vil nok altid være der eet eller andet sted.

cam