For et par timer siden mellemlandede her, inden jeg skal videre med min dag. Jeg var lige stået op af en middagssøvn og skulle bare lige blive vågen.. Jeg gik op til min seng, kravlede under dynen og var næsten øjeblikkeligt i snorkeland. Jeg kunne slet ikke lade være og jeg må have trængt til det. Jeg blev vækket af Carlo, der lige ville sige farvel, inden han sejler til Ho Fåremarked. Han er taget af sted ud til båden og kommer først hjem igen på søndag. Jeg må så se, om jeg kan få tiden til at gå eller om jeg kan få den til at slå til.

Jeg skal lige en smut ind til min bror og svigerinde efter nevøens ønskeseddel. Vi er inviteret til svendegilde lørdag aften og som den nærmeste bosiddende af familien har jeg påtaget mig, at stå for gaven til ham. Jeg kunne slet ikke lade være med at sige, at det skulle jeg nok ordne. Og så er det lige – hvor heldig kan man være? Netop i morgen har vi i byen ”Momsfri dag”, hvor man får 20 procent i køb – gad vide,hvad de sidste 5 procent går til? På den måde har jeg pludselig 400 kr. mere at købe gave for.

Sikker en dejlig dag. Da jeg vågnede i morges og kiggede ud ad vinduet, blev jeg fascineret af landskabet indhyllet i en tågebanke, hvor igennem et hus og et træ kunne skimtes. En lysegrå himmel med skyer og en svag rødlig nuance der, hvor solen prøvede at titte frem. Jeg kunne slet ikke lade være, men skyndte mig ned efter mit kamera, lukkede vinduet helt op og tog billeder. De blev ganske gode, men jeg mangler endnu meget at lære om de tekniske finesser på kameraet. Jeg synes, at det er sjovt at tage billeder og på en måde er det en billig hobby, så længe at billederne ”kun” er på computeren.

Jeg cyklede på arbejde i det skønneste vejr. Der var en stilhed, som blev afbrudt af de ganske få biler, der kørte forbi og jeg kunne slet ikke lade være med, ikke at tænke en masse tanker, mens jeg blev båret af sted på mit sorte lyn, mens hjulene snurrede lystigt rundt. Jeg måtte standse for toget og da jeg nærmede mig handelsskoleeleverne, måtte jeg klodse bremserne i, for at undgå en påkørsel. Al respekt for disse unge mennesker på vej til handelsskolen, men de går i en´ lang række, som om den øvrige trafik rager dem. De vader bare over kørebanen uden at kigge sig for. Jeg kan ikke lade være med at grine lidt, for det er et fænomen, der har eksisteret lige så længe der har været handelsskoleelever. Måske har de deres trafikkultur med i deres introduktion. Jeg cykler en anden vej næste gang – så undgår jeg dem helt.

I formiddag gik jeg til gudstjeneste på plejecenteret med fire af mine beboere. Det blev en dejlig oplevelse og mine fire demente beboere sad eksemplariske. Præsten læste op af Johannes Møllehaves fortolkning af Det nye Testamente om Den barmhjertige Sameriter og det var bare så godt. Måden JM fortæller om, hvem vor næste er – vi ved det ikke, men at situationen, som vi er i, afgør hvem vor næste er. Pianisten, en ældre mand, der havde været udsending fra FN i Israel, spillede ”Jerusalem” på klaveret og det lød vidunderligt. Pianisten fortalte om, hvordan han kørte forbi kroen, hvor Den barmhjertige Sameriter havde båret den overfaldne hen, når han var på vej til Jeriko. Vejen fra Jerusalem til Jeriko var så stejl, at han kunne køre hele vejen derned i frigear, men måtte bruge det dobbelte benzinforbrug, når han skulle tilbage igen. Det var meget spændende at høre om og det blev til mit tankestof på vej hjemad i strid modvind.

Jeg er smuttet ind til byen. Jeg er spændt på, om jeg kan nå en benzintank, inden jeg løber tør for benzin. Her i marsken er der så fladt, at jeg ikke kan køre særligt langt i frigear. Jeg kunne slet ikke lade være.

Hyggehejsa fra Nellemor.