I følge Seneca bliver vi vrede fordi vi er alt for optimistiske, fordi vi forventer.
Pudsigt, da jeg sagtens kan sætte mig ind i denne tankegang.
Dog før jeg fandt ud af den gamle romers filosofi, har jeg praktiseret tankegangen. Forventingens glæde har altid redet mig som en mare og da jeg er født optimist, hænger dette ikke rigtigt sammen. Måske er det et samspil..måske..men man kan jo ikke sætte noget i bås..eller skal ikke.

Men det er jo rigtigt!!! Alle de gange jeg ikke har forventet noget, alle de gange hvor jeg har trukket på skuldreren og ventet for at se hvad der skulle ske og hvornår, alle de gange har medført til oplevelser der enten var overraksende gode eller fyldt med spænding og humor.
Så hvorfor skal man absolut forvente en masse?
Man kan da sagtens have et dejligt og positivt liv alligevel. Jeg har det da udmærket.

Ergo...jeg forventer at lejligheden bliver solgt, men jeg forventer ikke hvornår.
Jeg forventer at vi flytter til spanien, men jeg forventer ikke om det bliver i denne måned eller om 2 måneder.

Det at sætte et tidspunkt på alt, er netop een af de mange grunde til at jeg ikke vil blive i Danmark. Jeg elsker at være dank og er stolt af det, men jeg forventer mere af mit liv end at få villa og 7 til 4 job, jeg forventer ikke at spanien opfylder alle de forventninger jeg har, men jeg forventer at livet giver mig de oplevelser jeg skal have og jeg forventer at jeg er åben og imødekommende for de oplevelser...uanset grad. Jeg keder mig i Danmark..så er det sagt. Måske kommer jeg til at kede mig i spanien, men jeg forventer ikke at det bliver de første par år, hvis det sker.

Efterhånden kender jeg mig selv så godt at jeg sjældent bliver skuffet, selvom jeg forventer noget....jeg vender det istedet om og tager det positive det giver mig...en evne som jeg er stolt af....fordi min styrke ligger i mig selv, min evne til at leve, til at gøre hvad jeg har lyst til og skønt jeg ogå er bange og går op i hvad andre tænker (min akilleshæl!!) så er skrækken for at jeg ikke har fået udnyttet mit liv optimalt større end at få janteloven kylet ind i nakken.

Men hvis jeg tænker på senecas ord, så bliver jeg også vred og tit på mit arbejde. Det er på mit arbejde jeg giver mig fuldt ud, hvor jeg ikke slapper af, hvor jeg bliver tosset hvis folk er dovne, opfører sig uanstændigt og nedladende eller hvor tingene bare ikke kører. Men samtidig er jeg udmærket klar over at især i min branche er uforudsigeligehden meget udpræget...man skal ikke forvente noget, måske er det derfor jeg elsker den, uforudsigeligheden , måske er det derfor jeg hurtigt keder mig i de andre fag jeg har prøvet. Og det er hurtigt!!!
noglegange for hurtigt, men sådan er jeg. En anden er anderledes.
Vi er alle sammen anderledes.

Men jeg tror vi forventer lidt af det samme..af livet, af hinanden, af os selv. Jeg ved det ikke...Jeg forventer døden, ergo livet skal udnyttes sålænge jeg er her. Det er da i det mindste noget man kan regne med *GG*