Igen bliver man smidt rundt i manegen her for tiden, men sådan er det jo...

panikken viser sig jævnligt, især når vi ser hvordan to lejligheder er blevet solgt på et par dage, og vores står bare og er til grin, ingen gider se den, ingen gider købe den...og magtesløsheden driver mig til vanvid samtidig med at jeg kvier mig ved at være i andre menneskers magt. Ergo: jeg KAN ikke gøre noget!!! og accepten af denne konklusion gør fandeme ondt.

nuvel, ting kunne være værre....jakob fiser rundt som en skoldet skid og er lige flyttet ind i en handicapbolig...hvem skulle have troet det for et halvt år siden...igen...skæbnens veje er underlige..det er skønt at se ham sådan, men champagnen ligger stadig på køl, vi har ikke fået det endegyldoge svar endnu, så proppen bliver siddende.

Jeg fik lavet en oversigt over min bog forleden og ..wow...sad tilbage med en klump i halsen og er endnu ret overrasket hvor godt det her bliver (ja, du hørte mig, nemesis!!!)
Det hænger sgu sammen uden for meget lir...og jeg var stolt...af mig selv.
Jakob og jeg har aftalt at hvis d er ikke er nogen forlag der vil udgive den, så udgiver vi den selv. Stoltheden er slugt.
Og det føles godt.

vi er ikke under pres endnu mht. lejligheden, dog firnemmer jeg lidt mistro hos nogle af mine bekendte, men de kan rende mig...de forstår jo ikke at man ikke bare kan sølge en lejlighed SÅDAN...vel.
bare rolig, så længe jeg ved at vi kommer til spanien og martn ved det, så er alt andet sekundært. Men jeg kan da ikke lade være i mine mørke perioder, at tænke på om der er een der modarbejder os. når man har boet et sted i 7 år og så ugen efter den er sat til salg får man vandskade, så kan man sgu da ikke lade være med at tænke lidt.

Men jeg er fortrøstningsfuld. Det skal nok gå.