at dagen hvor han dødede ville være den værste.
at dagen hvor han skulle begraves ville være den værste.

Men nu ved jeg at det er tiden nu, der er den værste.

Nu skal vi til at leve med tabet.

Det var smukt, men ubarmhjeritgt, som præsten sagde. Han ramte jakob på kornet, på nåleøjet...og jeg fandt først ud af bagefter at præsten har været pensioneret i 5 år, men bisatte jakob pga. jakob. Det var flot. Det er flot!

vI var opppe og se gravstedet i går, vejret var med os. Det silede ned. Alle de blomster og buketter og at stå og tænke på at jakob lå dernede, var så ufatteligt hårdt, så hårdt og jeg gik væk fra de andre, havde behov for at læse fremmedes gravstene, folk jeg ikke kendte. Nu kender jeg een der ligger deroppe. Ville ønske jeg ikke gjorde.
Lørdagen var ubarmhjertig, men samtidig god. Efter begravelsen og efter det formelle kaffe o. a. gik vi alle herned, drak sammen, talte sammen, græd sammen, dansede sammen, skrålede alle med på jakobs ynglinsmelodi....

det var en god aften, jeg fandt alle de stearinlyd jeg havde og tændte dem overalt i lejligheden, i køkkenet, på altanen, overalt...det var smukt.

Men nu kommer det værste....dagligdagen...

Jeg har det sådan at nu har vi været igennem det værste, så nu må han godt ringe igen. Komme ned til os og så fortsætter vi som vi plejede. Men sådan er det ikke. Jeg er glad for at han blev begravet og ikke som min familie ogfar, ligger på de ukendtes...nu har jeg et sted at gå hen for at tale med ham, for at mindes.

Det er jeg glad for.