Jakob har fødselsdag i dag. Jeg kommer direkte fra en utrolig dejlig dag i haven med hans familie og venner. Men mest af alt..HAN hyggede sig gevaldigt og bliver stærkere og stærkere hver gang jeg ser ham, har næsten fået halveret medicinen på kun 3 uger.

Og da jeg nu er så god til at være optimist når det virkelig gælder, så er jeg også fantastisk (nærmer mig en nordjysk mester titel..den fjerde i år!!) til at være PISsimist. De to hænger åbenbart unægteligt sammen, når man indtræder universet Camilla Louise der ligger i Moe galaksen tæt ved på ølvejen.

Og igen tænker jeg på Andersens digt om lykken og igen overrasker det mig hvor meget han rammer mig midt mellem ribben 1 og tredje ryghvirvel. Men hvorfor er det så sådan? Og hvorfor irriterer det mig overfladisk, når jeg inderst inde godt ved at alt dette og alle disse er med til at definere mig og min personlighed. Som når man bikser en dressing sammen...alt det gode med samg, lidt chili der river og giver varme, lidt urter på synets skyld, men også smagen af natur, lidt salt så alt fremhæves lidt mere og så lidt citron som for at skære kontrasterne heelt op, markere hvert enkelt ingrediens, men som en holisme iklædt flydende levn fra yverets midte, ophøjer og sammensmelter dressingen til en perfekt prik over i´et.

Og jeg tænker,ERgo..jeg er en dressing (???!!) og alligevel ikke.
Fidusen er at acceptere. Humlen er at indse og erkende. Erkende at det ikke bliver værre, men kun bedre, men ikke udrydde ukrudtet for meget, fordi det holder uvedkommende væk fra køkkenhaven og indse engangimellem at køkkenmetaforer godt kan blive en kende trættende at læse.
jeg er stolt af min ydmyghed. Det har taget mig en del år at bygge op og fanden om jeg vil slippe den nu...det virker jo..ikke på den måde jeg havde regnet med, ikke helt, men billetten virker jo til alle forestillinger og konduktøren er sgu da hamrende ligeglad.

Og jeg vil bibeholde min ydmyghed til trods for mine mørke sider, til trods for mine lyse sider. Livet er for stort til ikke at blive ydmyg og kan man ikke føle smerte, kan man heller ikke føle glæde. Nødvendigt onde..I THINK NOT...accepter dine dæmoner, så vil de styrke dig...har en klog kvinde sagt til mig engang...for det er bedre at have dæmoner end ingenting.
Jeg har genkendt mine dæmoner og har haft en forhandlingssamtale med dem. Sålænge de er med ved bordet, skal de nok opføre sig ordentligt og ikke gå i opposition og så gider jeg forøvrigt ikke flere metaforer i dag.

Roger!