Hvad skete der i går???. Vores farmor ligger for døden, så min mand og hans søskende sidder skiftevis vagt på plejehjemmmet. Han kørte i går morges kl 06.30, og da bede jeg ham åbenbart om at ringe til mig kl 08.30, fordi jeg åbenbart ville ind og handle det sidste til påskefrokosten
KL 08.25 ringer han til mig ( hvad han ellers ofte glemmer) det jeg skriver nu er noget han har fortalt mig.
Jeg tager røret spørg ang. farmor, siger så pludselig "nu kommer det" Og så forsvinder jeg, han prøver at ringe op 3 gange , men der er optaget, uden at sige nogetløber han ud og tager bilen og køre hjem, det tog ham 8-10min
allerede i bryggerset kan kan høre jeg snakker, og han tror der er en der inde, da han kommer ind ligger telefonen i hans seng, og jeg ligger og råber i min egen, der er ikke andre end mig og han kan ikke forstå mig og ikke komme i kontakt med mig. Han ringer til 112, og lægen der kan allerede høre mig braldre løs, så Jørn får kun sagt, at han har fundet mig og kan ikke komme i kontakt med mig, jørn får den besked at der er en læge og en sygeplejeske på vej samt en ambulance.
De var her begge iløbet af 10-12 min.
Alt i alt har vi regnet ud at jeg har været væk i 50-55 min før jeg fatter lidt og det er da de slår dørene op i ambulancen, og jeg høre den enemand sige til den anden at han har været til høstfest (VRØVL) Jeg havde en læge med i ambulancen, han har squ nok fået for meget påskesnaps eller har de givet mig et eller andet der virkede sådan.
Som sagt husker jeg ingen ting, kun at min far var der ( han døde for over et år siden) Jørn siger at jeg blev ved med at sige at han skulle lade min far være der, det samme sagde jeg da alle de mennesker stod i mit soveværelse, og så råbte jeg meget højt at nu var min far væk, og at min mor skulle hente ham. Jeg selv har en erindring om at min far ville have at jeg skulle blive i min seng, min far var ikke gammel da han var hos mig, han var der , men jeg tror han forsvandt, da alle de mennesker kom.
Det er det eneste jeg husker, og da jeg rigtig kom til mig selv inde på sygehuset var jeg overhoved ikke bange, som da jeg fik en blodbrop for 4 uger siden, da gik der fuldstændig panik i mig da de kørte i elevator,med ilt og elektrogram op på intensiv.at jeg ikke turde ligge ned.
Efter 2 timer på modtagelsen, følte jeg mig bare træt, og ville hjem. Det fik jeg også lov til på betingelse af at vi ringede 112, hvis der kom noget igen

Spørgsmålet er så bare var min far der, eller er det noget jeg mærkede og så i min underbevidsthed. Det der får mig til at tro på at han var der,er at jeg var overhoved ikke bange,men jeg var åbenbart vred over at han forsvandt.
Inde på sygehuset talte jeg med flere forskellige læger, en af dem havde var muslim. Jeg fortalte ham om det, og sagde så til ham "min forstand siger mig at det er noget forbandet vrøvl"
Så siger han til mig; Det skal du ikke været sikker på, jeg er neurolog og jeg er troende, men samtidig også realist, og jeg har hørt meget,var der noget mellen dig og din far.
Det kunne jeg ikke svare på , men idag vågner det jo op i mig, at jeg har sat en afstand mellen min far og jeg, faktisk har jeg helst ville glemme ham, og min mor siger at dagen før dette her skete altså fredag, var jeg på kirkegården med hende, og da satte jeg blomster: og sagde dem har du jo ikke fortjent og regner det jo heller ikke, men fordi vi gerne vil have det skal være pænt til påske, er jeg jo nød til det. Jeg passer kirkegården, hvad angår udsmykning,ville far fortælle mig noget, ellers er han endnu så egoistisk at han vil have os hos sig. HVAD SKETE DER??????