Så kommer min dejlig søn hjem igen. Jeg når slet ikke at savne ham,vi var hos ham for 3 uger siden, og han var hjemme til poltaarben sidste fredag, og nu gælder det bryllup.

Hans barndomsven ( de har kendt hinanden siden de var 4 mdr gammel, fulgtes ad i folkeskolen, gymminaset og sandelig også inde og springe samme sted) skal giftes, og Morten skal være bedst man.
Det er en dyr omgang for ham faktisk,koster det ham 3 rejser hjem fra London, så jeg syntes også han er en god ven.
Der er noget der undre mig med nogen af de unge mennesker idag! Hvordan fanden får de råd, nu er dette her bryllup finanseret af brudens forældre, så det er måske lidt andet.
Alligevel har jeg regnet sådan lidt løst på det, det her bryllup kommer mindst til at koste 150.000 kr. Jeg ved godt det er en stor dag, jeg syntes bare man så ofte ser, at efter ganske få år så er de squ fra hinanden igen. Det er alt for nemt at skride fra det hele idag, er det os i den lidt ældre generation, der har ladet vore børn komme for let til alting?
Når jeg selv skal svare, så tror jeg faktisk at det er af grundene til det.

Ja! Jeg korser mig squ, for jeg bad om en ønskeseddel, da vi jo også gerne ville give en lille ting. Der stod faktisk ikke ting til under 1000 kr........
Nå! det blir ihvertfald ikke her fra os af der kommer "ægte sølv" eller Trip Trap liggestole. Men tilgengæld kommer der stort ønske om at kærlighed
vil vare ved og så en lille matriel ting
Jeg kunne squ godt tænke mig at have set Morten i de bukser og slaskerøvfrakke han skal have på, samt høre ham holde tale, som man jo skal som forlover, men det hele foregår langt herfra, så det har jeg ingen mulighed for.
Nu vil jeg så tage mig et bad, starte bilen, sætte min yngligs CD i, med Don Mclearn, også sætte lyden op til sangen Vincent, også glæde mig over at se min store søn igen.