I skal have tak alle jer der svarede på mit indlæg igår. Jeg ved udemærket det ikke går. Jeg skal som skrevet også på sygehuset i morgen. jeg orker bare ikke det med vagtlæger, det er som at begynde forfra. det er det samme hvis man bliver indlagt akut på sygehus, så starter alting forfra, lige fra den første børnesygdom, og jeg ved jo at de skal gøre det, men det er altså opsliddende, når man i forvejen har det skidt. Jeg syntes at mange af de gange jeg har været indlagt, så er det som om at de ikke vil høre på min opfattelse af symtommerne, man skal helst passe ind i en diagnose. Desværre er jeg jo altså et atypisk menneske, hvor jeg mange gange reager lige modsat af hvad lægerne forventer, så er det jo at jeg som ejer af denne her sølle krop, engang imellen gør dem opmærksom på at sådan reager min krop altså. Nogen blir ligefrem sure, og andre ignorerer mig. Jamen ! jet er squ da min krop, og jeg må jo værer den der kender den bedst. Lad mig lige give et eksempel;
Isommers fik jeg , et meget mystisk anfald, jeg var lige lagt op på lejet, til en mindre operation. Nå det blev udskudt, og jeg blev sendt hjem med besked om at jeg havde haft et epeleptisk anfald ( har aldrig haft det før) Iløbet af sommeren fik jeg flere og flere, lægen sagde jeg skulle prøve med en plastikpose til at trække vejret igennem i, det er lidt svært, for jeg mister squ bevidstheden. Da det så gik galt inde ibyen endag, hvor jeg også slog mig ret meget. Det er faktisk til at grine af: jeg falder om i en herretøjsforretning, vandet går og jeg kan høre stemmer langt væk, der taler om hjertemassage, blodprop, nu er det sådan at når jeg har fået et af de anfald, så tisser jeg altså og så i bukserne pineligt men nå! Jeg begynder at komme til mig selv, får peget på min taske ( deri ligger en forklaring og et nummer på min mand ) Han ankommer og køre mig hjem, nu vil jeg altså ikke mere udsætte andre for dette her, så jeg kontakter min læge som sender mig på sygehuset til nærmere udredning
Endelig finder man ud af at jeg har epelepsi, inden det har jeg fået en masse undersøgelser, såsom rygmarvsprøve,CT og MR scanninmger. Nu da diagnosen er sat skal jeg medicineres, man ligger hårdt ud skal køres op på høj dossis på 3 dage, og så blir jeg sendt hjem efter 3 uger.
Nu sker der så det at jeg pludselig får en ( ja jeg kan ikke beskrive det)
fandens hovedpine, min mand ringer ind får mig indlagt igen, det blir værrer og værre, får medicin, Jeg er forvejen kronisk smerte patient, så der skal endel til, får sprøjte 3/4 dl af mit eget blod ind i rygmarven, intet hjælper, det er så galt at jeg får selvmordstanker, også er den squ gal, fandt min mand ud af.Jeg anede slet ikke hvor jeg skulle gøre af mig selv.
Når de læste op fra journalen, passede det slet ikke til hvad jeg havde forklaret, det virkede som om at det der stod skrevet i journalen, var skrevet for at det kunne passe med den diagnose de havde sat
Så blev min elskede squ gal, og bad om at få mig udskrevet, da jeg var på vej til at være en mumie, sov ikke, spiste ikke, gik bare rundt.
Nu er min elskede heldigvis ikke autoritets tro, så han havde nogle ordenlige diskutioner med dem. Nå vi bad om at kun blive behandlet af en bestemt overlæge ( og ikke de 9 andre som havde sat diagnoser den sidste uge)
Vi fik en nogenlunde god samtale med hende, problemmet var bare at hovedpinen var ved at gøre mig sindsyg, hun udskrev noget mere medicin, selv om jeg spurgte om det dog ikke kunne være medicinen der gav den hovedpine( hvad jeg havde været inde på fra Starten) Men Nej! jeg måtte jo give hende ret i at jeg ikke havde fået anfald i den tid jeg havde fået medicin.
Slutningen på denne historie kommer i morgen. For for 3 mdr siden tog jeg den medicin som hun ordineret mig, og afleverede den på apoteket, og havde jeg ikke gjort det, havde jeg ren ud sagt ikke været her i dag. I løbet af en uge begyndte jeg at blive menneske igen. I de 3 mdr der er gået har jeg ikke haft hovedpine (ikke engang alm. hovedpine) og ingen epeleptiske anfald.

Pointen i denne historie er: Hvis de nu havde lyttet lidt mere til mig, istedet for at få mig til at være et typisk menneske istedet for det atypiske jeg nu end gang er, havde vi sparet meget, penge, sorg, smerte,mistro og fornedelser.
Jeg havde for starten, gjort dem opmærksom på at jeg var inde i en stresset periode, og jeg tror den udløste epelepsien.
Jeg skal op til min kære overlægen imorgen, hun ved intet, om at jeg har smidt den medicin væk.
Jeg vil heller leve med tanken om at jeg kan få et eleptisk anfald, end jeg vil gå rundt som en spøgelse.
Kære dygtige læger
Vil i ikke godt hører på patienten, engang imellen, i stedet for at se på hvilken kategori vi høre ind under, vi er menesker.
Jeg er spændt på i morgen, nu håber jeg ikke jeg har gået hendes fagkundskab for nær, så hun ikke vil henvise mig hen til hjertelægerne. Hvis ikke skal man jo i dette system begynde forfra. Først praksiserende læge osv osv osv osv

PS. Jeg har det faktisk bedre idag, så tak alle sammen