To gange indenfor de sidste 2 uger har jeg måtte sige farvel til mennesker som har betydet og fyldt meget for mig.
Den ene gruppe var fiktive og levede inden i mit hoved og på min computer, indtil de brutalt blev revet ud af deres lille verden, skubbet ind i munden på en stor, grum postkasse og smidt over på sjælland, hvor glubske øjne ventede, parate til at bedømme og vurdere.

De andre mennesker var mere virkelige. 22 nærmere sagt, nogle mere v irkelige end andre.
Og det vi bla havde til fælles var at her var det OS der blev vurderet og bedømt af glubske, fremmedeøjne.
ihvertfald 20 af os.

og man har glædet sig til begge dele, drømt og lagt vågen. Spændingen har tæsket i den sarte mave, forestillinger om bål og brand om utilstrækkelighed og angst.
Og ..pift....er det overstået...og på en mærkværdig facon, sidder man og savner hele den proces igen. Savner de fiktive og de virkelige.

Og hvor er jeg så selv henne? Jeg ved det faktisk ikke. min hjerne har bedt om lidt tid til at slappe af, det kan jeg godt forstå. Jeg har presset den hårdt på alle leder og kanter.
Men alligevel...adrenalinet...måske er det det jeg savner..suset....spændingen....forventingen. Alt det der er med til at man kan mærke hver et pulsslag, hvert et dunk, at man kan mærke at man har tarme (!), se sine fingre ryste, og sine ben ligeså, ikke at kunne kontrollere for engang skyld, men bare være en udefrakommende statist..betragte..og som i en film, leve sig ind i hovedpersonens kvaler og tanker.

Og ..BOM..er filmen slut...og man sidder tilbage med alle de følelser og aner ikke hvor man skal gøre af dem. Man savner faktisk hovedpersonen og er overrasket over dette savn, fordi så var filmen heller ikke bedre...faktisk lidt uhyggelig.

og man går hjem, tankerne rumsterer og man har lyst til at gå tilbage, betale de 55 kr. og se filmen engang til. Bare for suset. og mærke at kroppen og livet igen.

Jeg sendte en mail i går.
Da jeg er ret spontan, sendte jeg en mail i går. Den blev ikke helt som jeg havde forventet. Jeg ville have sendt Aalborg Symfoniorkester med den og de skulle spille Jakob Gades "Tango jalousi" mens Johannes møllehave skulle have fremført et digt, et takke digt. Måske eet jeg selv havde skrevet.

Men så langt kom det aldrig. Så jeg sendte en takkemail istedet. Til mine to lærere. Jeg følte ikke at jeg havde givet nok udtryk for hvor meget de har betydet for mig.
Men jeg ledte. Efter et digt der ville kunne udtrykke det jeg følte. Ledte i alle mine digtsamlinger. Og overvejede om jeg selv skulle skrive et, men jeg kunne ikke. Måske kommer det engang.

Og med hensyn til mine fiktive personer, kan jeg mærke at der er nye som presser på. Jeg savner at skrive. Jeghar massevis af mennesker som vil ud, fortælle deres historie. og der skal nok komme til. jeg skal bare lige slappe lidt af nu.