Ja! Sådan føler jeg det lige nu. Føler at jeg har givet alt væk hvad jeg havde i mig, uden at modtage noget igen. Måske er det mig der er sart, især efter 3mdr på sygehus, med en livsfarlig sygdom som jeg må påregne mig, at leve med resten af livet.
Efter at have haft 3 hjertestop, kommer man måske også til at tænke på en anden måde, jeg er ihvertfald kommet til det (Jo! lægerne har givet mig noget igen! LIVET, Og det er vel også det bedste man kan få ikke???)
Ligenu er jeg itvivl, ved ikke om det er det rigtige, faktisk burde jeg skamme mig, når jeg skriver sådan her.
Jeg føler mig bare så tom og bitter.
mennesker jeg troede elskede mig, glemte mig (på nær en,som jeg faktisk kun kender her fra fyldepennen) Tænk et fremmed menneske bekymrede sig om mig, hvor mine egne glemte mig. (Tak Lissy).
Mit forsat er at nu er det mig det drejer sig om (Og min elskede, som selvfølgelig stod ved min side) Er vi mennesker virkelig sådan, at vi glemmer hinanden så hurtig, når vi har nok i os selv??????.
ER DETTE HER EN NORMAL REAKTION, ELLER ER JEG BARE LANGT NEDE OG BITTER?????