Det er da ualmindeligt ufatteligt, hvordan man kan holde sig selv vågen ved at spekulere i tanker og situationer som man alligevel ikke har magt over. Nu er den tidlige nat blevet til midt formiddag og jeg har stadigvæk ikke sovet. Ugh! Og jeg er der, hvor jeg bare ikke kan løsrive mig fra spekulationer og angstprovokerende bekymringer. Jeg fabler om tiden, det finurlige fænomen.
Nogle dage føler jeg, at jeg kan erobre hele verden. Andre dage kan det tage mig 3 timer om, at overtale mig selv til at tage et bad. Som i dag. Allerede før klokken 05:00 i morges tænkte jeg gentagende gange: "Nu skal du i bad. Nu skal du i bad" Men det er først nu, over 5 timer senere, at det lykkedes mig at slæbe mig selv under den forbandet bruser. Jeg tog min gode bluetooth-højttaler med derud, hamrede volumeknappen helt i bund og hørte det ene sprøde nummer efter det andet. Det fik mig sgu da til at vrikke med på musikken og jeg skrålede med som om ingen kunne høre mig, hvilket så også er tilfældet.
Nu er jeg kommet ud af badet med et meget bedre humør end jeg gik ind i det. Så kan man jo godt tænke: "Hvorfor skulle det tage så lang tid?!" Af daglig erfaring ved jeg jo, at et bad egentligt ikke er så uoverkommeligt som jeg kan gøre det til oppe i mit hoved. Alligevel er der dage, hvor det bare kræver sine tilløb.
Det sætter tiden lidt i perspektiv. Man kan bruge timer på at tage sig selv sammen til noget, der i første omgang ville kunne være blevet gjort på få minutter. Det var jo ikke engang sådan, at jeg i stedet fik udrettet andre gode gerninger i de timer, som det i dag krævede for mig at komme i bad.
Hvad lavede jeg egentligt?! Jeg hæklede en del, jeg fik spillet mit bondegårdsspil på min tablet. Tæskede mine modstandere i Wordfeud og fik en chat i morges om stort og småt.
Jeg fik ikke taget køkkenopvasken eller ryddet op, hvad jeg ligeså godt kunne have gjort. Timerne smuldrede bare igennem fingrene på mig og det er sådan noget, der godt kan skræmme mig. Tiden. I helhed.
Jeg synes bare at den ræser derudaf. Jeg kan slet ikke følge med. Brems tiden, for helvede. Brems den bare en anelse.
I denne måned er det 8 år siden, at jeg flyttede fra Herning midtby og ud på landet i et gammel, nedlagt landbrug. Jeg føler det som var det lige i fucking sidste uge, jeg flyttede ind. No kidding. 8 år er der bare gået og jeg aner, aner ikke hvor de blev af?!
Vi bliver kun ældre og ældre. Evig ungdom eksisterer ikke, uanset om vi vil være ved det eller ej. Hver dag der går, bliver en dag kortere af vores dyrebare liv. Det er faktuelt.
Jeg har 1 år og 4 måneder og 3 dage til jeg bliver 40 år. Men hvem tæller?!
I virkeligheden er det ikke det at fylde 40 år, jeg har et problem med. Det er ikke selve alderen 40 år som gør mig nervøs. Det er mere tiden efterfølgende. Hvis ikke jeg bliver 80 år, så har jeg levet over halvdelen af mit liv. Jeg kan simpelthen ikke klare den tanke.
Jeg kan huske at min mor altid sagde, at kunne man ikke se hvor hurtigt tiden kunne gå, skulle man bare se på sine børn gro. Wow! Set med det perspektiv, så er jeg eddermageme meget glad og lykkelig for at jeg i hvert fald aldrig fik børn. Med fare for at fornærme mange.
Mange gange er jeg meget, meget angst for at når jeg bliver gammel at jeg tænker: "Hvad fik du så ud af det liv?! Nix og nada!"
For jeg har jo ikke udrettet noget videre stort og imponerende. Jeg fik aldrig endt en uddannelse. Dermed heller ingen flot karriere. Jeg blev førtidspensionist som 21årig. Jeg har ingen børn som jeg kan knuselske og værne om med kærlighed og omsorg. Jeg har haft store drømme og store fiaskoer i at få dem opfyldt. Faktisk er jeg generelt ikke særlig sej til at gøre alvor af de intentioner som jeg ellers brænder så inderligt for. Jeg lover mig selv det ene og det andet, guld og grønne skove, men når det kommer til stykket er det eneste jeg ser; kedelige, visne træer. Giver det mening?!
Så er der tidsperspektivet. Hvornår skal vi herfra?! Hvornår mister vi vores elskede?! Eller mister de os først?! Det er der heldigvis ikke nogen facieliste over. For 6 år tilbage (og jeg fatter bare ikke, at det allerede er 6 år siden. Chok!) mistede jeg min far meget, meget pludseligt. Som et knips med fingrene. Den ene dag var han der og den næste dag var han ikke. Pludseligt hjertestop. Han blev 62 år og min mor, der var meget syg af KOL, blev 58. Jeg mistede hende kun 15 dage efter at jeg mistede min far. Men det er en helt anden historie. Essensen af det er bare: Er det loddet i min families liv, at vi ikke bliver ældre?!
Jeg har et meget tæt forhold til min storebror. Han er hårdt ramt af sclerose. I svær grad. Primær progressiv sclerose, hvilken er en sjældnere form for sclerose. Jeg har søgt internettet tyndt om oplysninger. Dels for at få en bedre forståelse af, hvad han går igennem. Dels for at vide, hvad jeg bedst muligt kan gøre som pårørende. Jeg har læst at personer med denne sclerosediagnose i gennemsnit kun bliver 51 år. Den information kunne jeg så godt have undværet. Han er 44 år nu. Meget imod min egen vilje, er jeg jo ligesom begyndt at tælle sekunderne baglæns. Det er så åndssvagt. Det er selvdestruktivt og jeg gør mig selv så, så, så ked af det. For fanden, Rebecca. Lad nu vær!
Jeg har en genfejl, en blodsygdom som gør at mit blod konstant vil forsøge på at størkne. Jeg har haft 3 blodpropper og jeg er blevet opereret 2 gange for det. Jeg takker da bare skæbnen for, at det begge gange var harmløse steder som i lysken. Men hvad med næste gang?! Bliver der en næste gang?! Blodpropper kan vandre i kroppen og gu er jeg da bekymret. Jeg er maxet ud i al det man kan få af blodfortyndende medicin og det er også meget vældigt. Men det ændrer jo ikke det faktum, at jeg stadigvæk er rædselsslagen. Hver gang, jeg mærker bare det mindste som minder om symptomerne op til de sidste 2 operationer, panikker jeg fuldstændigt: "Åh nej! Åh nej! Åh nej, hvad nu?!" Senere på måneden har jeg en tid ved min læge. Netop fordi at jeg igen mærker identiske symptomer som op til forrige operationer samt besvær ved bevægelse. Som gymnastik og gåture, hvor distancen jeg kan gå bare bliver kortere og kortere.
Jeg er dårlig, jeg er rigtig dårlig til at leve i nuet. Jeg er enten besat af at ærgre mig over meget af det, der ligger i fortiden eller så er jeg hjernedød fokuseret i at bekymre mig om fremtiden.
Der er et kendt citat, der lyder noget i retningen af: "I virkeligheden handler det ikke om, hvor mange år du har i dit liv. Men snarere hvor meget liv du har i dine år" Ja, sgu da. Det er en sød lille lommefilosofi, jeg nok bør at forstå og leve mere efter.
Vi har dette ene liv og det er kun os selv, der kan leve det. Så det er tid til at gøre mere af dét, der får os til at føle os i live og mindre af det, der ikke gør.
Hvem venter på hvad?!

Længe leve livet!