6. låge i julekalenderen åbnes. Vågnede op træt og med lidt hængehoved efter en dejlig og hyggelig aften i gode menneskers selskab. Det blev en rigtig god julefrokost og vi var tilpas bordfuld – 16 i alt – så vi fik snakket med de fleste. Jeg foretrak rødvin frem for øl og snaps og i passende kvantum, som begrænsede tømmermændenes virke.

Som sagt har det været en lidt hænge dag uden de største aktiviteter. Værtsparret inviterede os på restfrokost, men det var kun mig der tog af sted, og jeg blev budt en juleøl til min mad, men foretrak en sodavand i stedet og godt for det. På vej ind til byen blev jeg standset af politiet. Af en flink ung betjent, der bare lige ville se mit kørekort og så måtte jeg gerne køre igen.

Jeg havde ikke taget højde for klokken, så mens jeg gik og havde rigtig god tid i supermarkedet, gik halvdelen af lyset pludselig ud. Jeg blev lettere irritabelt og tænkte, at det var for galt… og at lyset da nok snart kom igen. Så gik det op for mig, at det var, fordi de var ved at lukke og jeg trak mod kassen uden at have fået alle de ting, som jeg var kommet efter. I stedet mødte jeg en gammel bekendt Åse oppe ved kassen. Butikspersonalet ville bare have os ud i en fart og var slet ikke oplagte til vores pjattede bemærkninger, hvilket vel var forståeligt. Vi fortsatte snakken ude på parkeringspladsen, men det blev for koldt at stå der, så jeg tilbød at køre hendes varer hjem og blev på en studs inviteret på kaffe. Vi snakkede om stort og småt og grinede og hyggede og tiden fløj af sted, for Åse er en rigtig Momsemor, varm og behagelig og med et hjerte så stort af menneskelighed. Der var rart at være i hendes ”Paradis”, som hun kaldte sin lille lejlighed. Jeg blev nødt til at bryde op og komme hjemad, men vi blev enige om at snakkes ved en gang i det nye år.

Om jeg ikke blev standset af politiet endnu en gang. Denne gang var betjenten mere mistænksom. Ville se kørekort, spurgte om jeg havde drukket – kun kaffe – og lyste længe på mig med sin lygte. Så spurgte han om, hvorfor jeg rystede – om jeg var nervøs? Ja lidt og så fortalte jeg ham, at jeg rystede på grund af Parkinson. Så blev han en anelse venligere og sagde til mig, at jeg ikke måtte køre for hurtigt og ønskede mig en god tur.
På turen ind til byen var jeg cool, da jeg blev standset, men at skulle standses en gang til på samme bytur, gjorde mig selvfølgelig mere nervøs og stresset og så ryster jeg. Alt i alt kom jeg godt hjem fra min indkøbstur uden flere spontane oplevelser, men var ikke mere end lige inde af døren, før en kollega ringede og gerne ville bytte en vagt. Jeg sagde ja, så nu kan jeg alligevel komme med min mand til endnu en julefrokost næste lørdag – hvis jeg har energi til det. Lige nu har den total forladt mig.

Fortsat god lørdag aften.

Hyggehejsa fra en udkørt Nellemor.