Jeg sad her bag skærmen, alt for tidligt på søndag morgen og startede med bare at kigge ud over markene og foldene, mens det langsomt blev lyst. Af en eller anden grund sad ordene fast. Eller det er nok nærmere mine tanker der gjorde det. På trods at jeg var i gang med den tredje kop kaffe myldrede tankerne stadig bare rundt - uden koffeinen kunne få styr på mylderet eller få hjernen at fungere (bare sådan nogenlunde).

Nu har jeg været ude at gå en lang tur med Donna og Hector, ned gennem skoven, engen og ådalen. Det var lige før jeg skulle haft snor på Donna i stedet for Hector, for jagtsæsonen er... hahaha... skulle lige til at skrive den er skudt i gang... men hvis jeg havde sagt det til drengene, havde de straks rullet med øjnene og sagt 'far joke', som om det er en dårlig ting. Måske virker hjernen stadig ikke er kommet i omdrejningerne. Men jægerne er i hvert fald ude nu, og selv om vi kun var på egen matrikel, ved man aldrig helt med hunde - ikke at Donna nogen sinde er stukket af. Tværtimod er hun så eksemplarisk, og bliver altid i nærheden når vi går tur. Hector trasker altid bare lige i hælene på mig, og han har virkelig på ingen tid vundet mit hjerte. Han er bare så mild og rolig, som var ti år ældre end han faktisk er. Selv om jeg var skeptisk i starten, har jeg måtte give Pernille ret i, at han var et ganske fornuftigt køb. Hvilket hun i øvrigt flittigt bruger imod mig for tiden, for nu har hun fundet yderligere et par heste, som hun synes vi skal købe. Lad mig bare konstatere, at det er vi ikke helt enige om.
Gåturen, og sikkert også regnen, havde da heldigvis den virkning som kaffen ikke havde. Det er selvfølgelig Maria der spøger, for hold fast hvor tænker jeg meget på hende, nu hvor hun er taget hjem med prinsessen igen. Jeg vidste jo det ville komme, men der er godt nok tomt her uden de to. Bevares drengene er her selvfølgelig, men efter de er flyttet i kælderen, ser jeg dem mest ved spisetiderne. Denne weekend holder de lan party med en håndfuld venner, og spiller sikkert et par timer endnu, inden vennerne bliver hentet. Heldigvis har jeg lokket dem med i sommerhuset næste weekend, så der bliver da noget familie tid.

Jeg burde bare være glad for at Maria er på toppen, og er på god fod med veninderne igen. Og det er jeg også, men jeg tænker nogle gange helt egoistisk, at de har 'taget' hende fra mig. Hvilket de selvfølgelig ikke har. Det er bare mig, der har svært ved at slippe hende. Det, og så at prinsessen har bare sat så mange tanker i gang. Hold op, hvor har jeg taget tilløb til at skrive dette mange gange, men så alligevel holdt mig tilbage. Hvilket er tåbeligt, hvor det er jo bare nogle få linjer, jeg har behov for at skrive. Og i virkeligheden ikke noget særligt, det er 'hverdagskost' for en masse andre i dagens Danmark. Fornemmer, at det er følelsen af skam der holder mig tilbage.

Ganske kort efter tvillingerne blev født, blev min kone gravid, på trods af vi brugte prævention. Det var en virkelig turbulent tid, med to halvstore børn, tvillingerne, der alene var et fuldtidsjob, og en masse op- og nedture med min den gang bedre halvdel. Så beslutningen om en abort var ikke svær. I hvert fald ikke den gang. At vi overhovedet havde overskud til sex den gang, er mig komplet ubegribeligt. Det hele gik op i børn, med ble skifte, amning, hente- og bringetjansen til skole. Og den umulige opgave med at få bare lidt sammenhængene søvn. Set i det lys var det måske en fornuftig beslutning - på kort sigt. Men nu bagefter, i bagklogskabens klare lys, som det så smukt hedder. Tja, så er det tydeligt at se, at det var med til at gå min eks til at gå ned med flaget og give op. Jeg husker stadig de få gange vi snakkede om aborten, efterfølgende. Hun var sikker på det ville være blevet lille pige - sådan som vi egentlig begge ønskede os. Det var timingen der har helt ad h til.
Den gang var jeg hård og overbevist om, at det var det eneste rigtige valg. I dag må jeg bare være ærlig og sige at jeg har fortrudt. Den debat der har været hen over sommeren, eller hvor den nu startede, omkring grænsen for abort, har selvfølgelig også været med til at vække minderne. Ikke at jeg har fulgt særlig meget med i debatten, det havde jeg ikke overskud til og har jeg stadig ikke. Dybest set er jeg vel stadig tilhænger af abort. Jeg må bare sige, at for mig personligt har det givet mig noget i rygsækken, som jeg 'bare' må lære at leve med. Og det er præcis derfor Marias lille prinsesse er speciel for mig. Ved godt, at jeg inderst inde ser det som en mulighed for at råde bod, på en tidligere fejlagtig beslutning. Men selvfølgelig kan Maria selv passe på hende, jeg tror bare det er mig, der får blandet alt for mig ind i det her. Jeg har også overvejet, om ikke min alder spiller ind. At det er her chance for at lade som tiden er sat i stå, eller måske endda tilbage. Til forældre alderen, hvad alder det så end er, men nu er jeg er jo i bedsteforældre alderen. Måske hjertet bare vil noget andet end hjernen.

Nu fik jeg det i hvert fald sagt eller rettere skrevet. Nu er du dagbog nummer to der kender min hemmelighed, udover Pernille. Hende var det nu let betro sig til, for hun har det samme i bagagen. Bortset fra at hendes abort i en ung alder, har betydet hun ikke har kunne få børn. Så på den måde bærer vi vel alle sammen på noget.

Så kom solen frem, og jeg kan se blå himmel. Jeg har åbenbart været lang tid om at skrive dette, for drengene er kommet op fra dybet, og stilheden er forbi, for de hører Sandstorm for fuld udblæsning. Og Maria har lige skrevet, og spurgt om jeg giver en kop te, så vil hun tage kage med. Det kan man jo ikke sige nej tak til. Tak for dit øre min kære ven.