Ups - så faldt hun, Vildrosen, lige ned i det sorte hul, hvor roser slet ikke trives...!

Ja,det er knapt jeg næsten ved, hvad der skete, men vi sad i aftes Peter og jeg, og småsnakkede om alt og intet, da vi pludselig kom ind på at snakke om min arbejdssituation på Tulip, der jo blev endevendt, da vi skiftede EDB-system i foråret, så det slet ikke er det samme job mere, som det var engang.
Mens vi snakkede om det, kom alle følelser væltende ind over mig, alt det, jeg ikke har villet erkende i de seneste måneder. Følelsen af utilstrækkelighed, følelsen af ikke at slå til, af at være for gammel til at kunne følge med, og ikke mindst følelsen af mindreværd på alle måder. Jeg tudede og tudede og tudede mens vi snakkede videre om det hele, og Peter fik mig itl at åbne øjnene for, at det nok ikke lige er mig, der er noget i vejen med, men det nye system, der bare er så meget mere omfattende, at det kræver ekstra arbejdskraft, i hvertfald meget mere end mine to hænder og ellers hurtige fingre kan følge med til. Jeg arbejder alene i det daglige og har altid gjort det i mit job, så der er bare ingen til at træde til og gi' en hjælpende hånd, når stakkene hober sig op. Jeg har set det som udelukkende værende min egen fejl, at jeg ikke har kunnet følge med til tempoet, og jeg har vel nærmest banket mig selv i hovedet med en kødhammer fyldt med skyldfølelser over ikke at kunne nå alting - ja sådan har det været i det seneste halve år.
Jeg har bare ikke villet erkende det, jeg har ikke villet snakke om, hvor dårligt jeg faktisk har det i mit job - jeg har vendt følelserne indad mod mig selv og lukket af, så ingen skulle se, hvordan det var fat. Samtidig har jeg evnet at lukke helt af, når jeg er gået ud af min kontordør hver eftermiddag, så jeg har taget minimalt med hjem. Kun min træthed har måske afsløret mig lidt af og til... Peter har sommetider givet mig et knus og sagt at det job vist var mere, end jeg kunne holde til, men jeg har viftet det lidt væk igen, det ville jo være et kæmpenederlag for mig, hvis jeg skulle indrømme, hvor svært jeg har haft det.

Da jeg vågnede i morges, lå der bare en tung tung dyne hen over mig, og jeg har haft det som om jeg slet ikke er vågnet ordentligt op hele dagen i dag. Mine øjne har været og er stadig tunge og hævede, og hele min krop har føltes tung og gammel. Og jobbet - ja det har vist bare tynget hele dagen, men jeg har følt mig for træt til at gøre en masse for at samle det op.

Det er bare noget hø, at der er gået hul på den "byld" lige nu - vi skal ha' bryllup for Birthe og Rune om en uge, og der er jo tusind ting, der skal gøres. Ris(korn)poser, blomsterdekorationer, måske en tale eller en sang (sådan noget laver jeg altid i sidste øjeblik), m.m.m., så det kan da ikke nytte noget, at jeg bliver siddende her i mit hul og tuder - det har jeg hverken tid eller lyst til.

Jeg skal ha' medarbejdersamtale med min chef om et par uger, og da er jeg vist nødt til at ha' mine problemer lidt under behandling, så jeg har tænkt mig at lave et skriftligt oplæg til det, som han kan få en dag eller to før mødet. Så må jeg jo prøve at stå fast på, at det er jobbet, der er blevet mere krævende, og ikke mig, der er blevet dårligere, så firmaet er nødt til at gøre noget for at afhjælpe problemerne, hvis de er interesseret i at beholde mig som en god medarbejder. I hvertfald er jeg blevet opmærksom på, at det ikke er en arbejdssituation, jeg kan blive ved med at holde ud, så noget må der gøres.

Lige nu vil jeg gå i seng og lade min trætte og tunge krop få hvile og samle energi til morgendagen og alle de gøremål, der må vise sig....

Godnat allesammen - også til dig Peter og tak fordi du er dig..!!

Kærligst
Wildrose