Det sker tit at jeg vågner op om morgenen og tror at jeg stadig er 10 år gammel.
De dejlige trygge følelse sidder i kroppen længe og alt det negative er væk. Verdenen er uskyldig.
Og trangen til at være ude, med hænderne gravet godt ned i jorden, kildrer helt ned i maveregionerne.

Trods en uvelkommen hold i nakken, sidder jeg stadig med denne følelse, selvom den er på tilbagetog.
sidder og kigger ud på fjorden og tror at der er sne. og så kommer savnet!

Det sker tit, at jeg gerne vil være lille igen. Sikkert når voksenlivet kommer lidt for tæt på.
ansvaret, forpligtelserne.
Jeg er glad for mit liv. Ingen tvivl.
Men svanet kommer stadig og jeg tager mig selv i at misunde de små børn jeg ser, vralte rundt i deres flyverdragt, og hvor deres eneste probem( som forøvrigt også er stort nok i deres verden) er når de skal i seng, ALT ALT for tidligt. Midt en fantastisk leg.

Udover den proces jeg er igang med, med at finde mig selv, er der kommet en ny proces. En proces jeg har ignoreret, fordi jeg var bange.
Men nu har jeg taget hul på den. Jeg har set den i øjnene. eller er ved at se den i øjnene.
Og det er pga. min store helt, Johannes Møllehave, større mennesker skal man lede længe efter.
Jeg blev færdig med een af hans bøger i går: " hvad er et menneske?". og jeg kan anbefale den stort.

Men han tager netop de spørgsmål op, som jeg har gået og tumlet med, siden min far døde. Tro.
og da jeg så læste en sætning i hans bog, følte jeg tårerne presse så meget på, at det var næsten for meget.
" tro er tillid".
Det ramte mig så hårdt, fordi det er netop det jeg har problemer med. Jeg VIL gerne turde tro, men jeg tør ikke vise tillid. Og det er den proces jeg vil prøve an nu. Jeg vil prøve stille og roligt at TURDE tro.

mht. tro har jeg altid været 2 personer. den yderste, som ikke troede på gud. Og den idnerste, barnet, som gerne ville, men ikke turde.
Men jeg tror at jeg er klatrtil at vise tillid.
Han bruger bl. a Kierkegaards udsagn, som jeg nu har adopteret: " I kristendommen kommer beviset først efter troen"
Det udsgan tygger jeg stadig på, men der er noget som har ramt mig.

At finde barnet i mig selv igen bliver nok en langsommelig proces, men nu har jeg i det mindste erkendt. Så ser vi hvad der sker, men noget er sket!!!

Jeg har aldrig læst en bog, som har påvirket mig i mit fysiske liv, indtil nu, og det undrer mig egentlig ikke at den er skrevet af min store helt. Jeg sidder lige nu og ser på den autograf jeg har fået af ham og tænker, hvor kunne jeg dog godt tænke mig at tale med ham. Han må være vores tids klogeste mand. Eller een af dem!

Det er underligt. Det er nok en lille åbenbaring jeg har fået. og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med den...endnu. Men en spire er ihvertfald sat.