Det er lidt underligt at når man er ved at nærme sig slutningen på noget, så fyldes man med modsatrettede føleleser.

glæde, forventning, men også lidt angst og nervøsitet om hvad der nu skal ske på den anden side.
lidt ligesom slutningen af gymnasiet.
glæde. Nervøsitet.

Og sådan har jeg det nu med min novellesamling, som er ved at lakke mod enden.

heldigvis er der langt endnu, da jeg ved at der er mange af dem der først skal redigeres ordentligt og så skal de nærlæses af en tredje part, men hvad så derefter?
så skal mine små uvorne øgler smides ud af reden, ud i afgrunden og ud af 11 skulle 11 gerne overleve, men jeg stoler ikke på min egen vurdering. jeg er jo deres mor og mødre har altid de farvede briller på.

Men det jeg er mest bange for er at jeg retter i noget som ikke burde rettes.
Og hvordan sikrer man det?
Aner det ikke.

Nogle af dem har jeg ikke set i et par måneder og jeg gruer for at møde dem igen. Hvad nu hvis jeg ikke bryder mig om dem mere?
For på en måde vil jeg gerne være færdig og på en måde ikke.

Og hænger de sammen? Er de beslægtet med hinanden? eller har de deres eget selvstændige liv, som sikkert er ok, hvis ikke det var, at de bor i den samme samling. Alternativt bofællesskab, kan man vist kalde det..he..he

Men jeg nærmer mig. Langsomt.

måske lidt for langsomt!

camilla