Velkommen til min dagbog, der i dag skal handle om den værste date jeg kan huske jeg nogensinde har været på.

Jeg havde swipet til højre på en gut fra Tinder og rigtig meget var godt. Rigtig meget faktisk.
Så meget så aftalte en date nu her i dag. Jeg så frem til det - sådan da.

Nogle ting ved ham syntes jeg godt nok var mærkelige.. Men.. Kommunikation kan også være svært og måske havde jeg bare læst ham forkert? Afsted med mig, obligatorisk lidt forsinket, men sådan måtte det nu engang være. Jeg gad ikke. Orkede det ikke. Havde egentlig mest lyst til bare at stikke af.

Til at starte med, kunne han tænke sig at vi skulle have været sammen hele dagen, indtil jeg skulle køre mod færgen i Hirtshals. Aaaaarrrrrr---nej, makker! Jeg digtede noget flygtigt om at skulle hente noget medicin som den ene hest skulle have før jeg tog afsted, og fik behørigt kortet min date med nogle timer, så den vare 2-3 timer. Det kunne jeg bedre overskue.

Brugte i går afsted sammen med min kusine i sofaen. Prægtigt. Vi råhyggede os og det var bare SÅ lækkert!

Vågnede klokken lidt i seks i morges og besluttede mig for at stå op og slæbe hunden med i skoen. Det sted er bare mit ubetingede ynglingssted. Der er lækkert, smukt og der er bare generelt super skønt. Turen vi normalt går er små fem km og i dag var det bare præcis lige så lækkert som det plejer. Luksus - jeg elsker bare det sted altså.

Kom hjem igen, droppede at gå i bad, var i bad i går aftes, håret var ikke fedtet, så i stedet blev det glattet lidt hurtigt, en mascara på lige så hurtigt og ud af døren med mig. Ikke for meget pynt.

Kørte hjemmefra med kurs mod den gamle - ned og sætte hunden af i pasning. Videre til hestene - det ene skulle rent faktisk have dryppet øjne, så det fik jeg gjort, uden at blive alvorligt uvenner med den. Perfekt.

Afsted mod Horsens. Jeg kørte på motorvejen - vupti, afkørsel Horsens! Og så handlede det ellers om at finde den by han boede i "lidt udenfor Horsens".. Og jeg kørte og jeg kørte og jeg kørte! Og så kørte jeg ellers lige lidt længere - og længere - før der gevinst.. Et temmelig sygt villakvarter, med et rødstensmuret hus. Parkede bilen, tjekkede Tinder, SnapChat, Messenger og Mails - svarede på lidt af det og tog mig sammen og gik hen og bankede på. Synes jeg stod der længe, før han åbnede.

Shit!

Holy moly!

Hvem har gaffatape, for min kæbe faldt af..

Manden var...

altså...

han var helt sikkert de der 19x cm som der stod på hans Tinder-profil...

Og så lignede han ellers en der havde slugt en shetlandspony.

Den døde bare 100% for mig, lige præcis lige der.
Stendøde.
Fuldkommen.

Jeg fik en rundvisning i hans hus og hele tiden handlede det bare om hvordan pokker jeg kunne slippe væk så hurtigt som overhovedet muligt. Jeg fik ingen muligheder. Han viste mig rundt og han var alt for tæt på mig, hele tiden.

Tiden var (heldigvis knap) så jeg foreslog at vi kørte videre ind til den café han havde bestemt vi skulle spise på. Afsted med os. Han var gevaldigt utilfreds med at det så betød at vi kørte hver for sig og at han derfor ikke fik en tur i min (lækre) bil. Jesus! Han stillede sig decideret op da jeg havde lukket døren og stod og gloede åbenlyst ind af vinduet. Ej ej ej!

Han satte sig ind i sin egen og jeg fulgte efter ham ind i Horsens. Han har fortalt om sin uheldige køreevner et par gange, og tak skævert for en kørestil. Ræser afsted, slingrer jævnt og beslutter sig alt for sent for at bremse ned for rødt, så han på et tidspunkt endte med at holde foran fodgængerfeltet ude "midt" i krydset og vente på grønt. Klaphat!

Vi parkerede på en betalingsparkeringsplads og jeg beatlte som jeg plejer bare med min app. Han bøvlede noget med automaten og jeg ventede tålmodigt og small-talkede lidt imens. Afsted ned på caféen og her bliver det så absolut kun endnu værre.

Han spørger ind til hvad min formiddagsplan havde været - som han jo så var gået glip af - og jeg svarede efter lidt benægtelse at jeg havde en plan om at vi skulle have været ud og spille minigolf. Jeg kunne jo ikke så godt fortælle ham, at vi skulle have været ude og klatre i træer, men det var dælme da godt vi ikke kom det, for jeg tror simpelthen ikke på, at manden havde været let nok - eller adræt nok for den sags skyld.

Han mente i øvrigt ikke jeg kunne slå ham i noget som helst overhovedet. Overhovedet! Jeg spurgte så - måske dumt - men oprigtigt til gengæld.
"Jamen det er da fordi jeg er så awesome!", sagde manden og slog sig (jep, det gjorde han faktisk!) på brystet og brølede ud i hele caféen:
"Hvis nogen trænger til at se på en awesome mand, så bare kig herover!"

Jeg sad og krympede mig i sædet. Jeg forsøgte vitterligt at skrumpe ind til det rene ingenting og bare, forsvinde. Lige der ville jeg bare rigtig gerne ikke være der. Wauv det var kikset!
Han fangede imidlertid kun en af tjenerdrengenes opmærksomhed og jeg sendte ham et bedende blik og fik et diskret blink tilbage. Han snakkede lidt med ham jeg var afsted sammen med, og gav mig lige et tiltrængt break. Jeg hørte ikke efter deres mandesnak, men tjeneren var kløgtig nok og slog det hen med, at det var mandehumor som jeg da vist ikke rigtig var i humør til. Jeg bekræftede, blinkede tilbage til ham og nikkede et tak.

Han bestilte sig en øl mere - jeg takkede nej til mere at drikke. Jeg magtede ikke noget der holdt mig siddende. Tjeneren tog det tomme glas med og bordet var lige pludselig skræmmende tomt. Han lænede sig ind over det, fangede mit blik og spurgte så:

"Hvis du nu skulle forestille dig den perfekte lørdag, kun dig og mig, hvordan skulle den så være?"

Shit shit shit! Hvordan i al verden slipper man lige ud af den? Jeg kan jo ikke bare sige, at det kan jeg overhovedet ikke forestille mig? Jeg kan ikke forestille mig andet end at HVIS jeg nogensinde havde en lørdag sammen med ham, jamen så ville jeg sørge for at komme ud af huset så meget som muligt?

Jeg fyrede noget af om, at jeg ville stå op før ham og håbede min manøvre ville virke. Det gjorde den heldigvis! Han grinede - eller - øffede - og sagde at han godt kunne fornemme at han skulle noget op i gear for at følge med hos mig. Jeg nikkede bare og bekendte at det er sådan jeg kører og sådan jeg har det godt. Ikke et ord om, at man den rigtige mand, ville jeg elske bare at putte, høre blød musik og have det lækreste morgensex.

Tiden gik og lige pludselig var klokken blevet tre og jeg skulle afsted mod færgen. Han betalte - jeg skyndte mig at sige tak for mad. Han kvitterede med at han jo gerne ville have drukket masser af vin og virkelig hygget igennem. Ehm. Okay. Ikke tale om. Jeg holdt mine tanker for mig selv, og gik tilbage mod p-pladsen.

Jeg havde håbet jeg kunne stikke af uden noget krammeri, men jeg slap ikke. Han havde hygget sig helt enormt og han ville helt vildt gerne gentage det. Jeg mumlede at det måtte vi jo finde ud af - ergo - jeg finder ud af at det ikke kommer til at ske, og giver ham besked.

Jeg kastede mig ind i min bil og han fulgte kraftedme efter og "holdt" døren for mig, så jeg ikke kunne lukke den. Tog min sele på, drejede tændingsknappen, monterede telefonen i holderen og signalerede på alle måder at jeg havde tænkt mig at trykke på speederpedalen som det næste.
Sagde et høfligt tak for i dag igen, og kørte anstændigt ud af parkeringspladsen. "Ræsede" væk derfra. Et par hurtige sving i den modsatte retning af hvad han skulle, og han var ude af syne.
Ned med vinduerne, hurtige, dybe åndedrag med frisk luft.
Hans duft sad i min jakke, føj for pokker!

Ud på motorvejen i en fart og afsted mod Hirtshals.

Han skrev da han kom hjem gætter jeg. At jeg jo bare var endnu mere fantastisk i virkeligheden.
Lidt senere kom der også et billede. Han havde taget en selfie, tegnet horn i panden på sig selv mens han holdt en bøtte maling og havde en pensel i munden.

Helt sikkert et forsøg på at være sjovt, men wauv hvor faldt det bare total igennem. Fuldkommen.

Han snakkede løs om sig selv og hans eventyr og hans penge. Han var bedrevidende og selvfed og nej nej nej.. Bare nej..

Næste stop: mandepause i Norge..

Ny kaffedate på torsdag..