Nu har jeg vist fået slået det fast med 7-tommer søm; jeg er elendig til at købe ind til mig selv. I det hele taget elendig til at sørge for mig selv!

Bukserne jeg købte i går viste sig at være for små og bæltet alt for stort... Og så fik jeg nedtur over at jeg skulle tilbage til den forretning igen. Tanken om at skulle stå i et prøverum en gang til og helt mutters alene tage stilling til om bukserne passer giver mig koldsved.

Når jeg står der i prøverummets neonlys, får jeg typisk først øje på mine sorte rande under øjnene, dernæst de bumser der måtte være, håret som jeg troede sad godt bliver gjort til skamme og til sidst ser jeg mit blæverhud på lår og røv som jeg stadig ikke helt ved hvornår kom. Sammenlagt får jeg vel, hvis jeg er heldig, kigget på det tøj jeg prøver i 10% af tiden og derfor kommer jeg altså meget ofte hjem med noget forkert. Jeg er dog fuldt ud overbevist om, at jobbet er fuldført når jeg zipper kortet gennem automaten og pænt siger, at jeg gerne vil have bonnen i posen!

"I suck at shopping" som jeg så smukt udtalte det til min veninde i dag. Jeg foreslo hende at oprette et kursus for "looser shoppers". Jeg er selvskrevet.

Men pointen er: Det rager mig faktisk en høstblomst. Dem om at shoppe, bare de ikke indvolverer mig i det. Og netop derfor er mit bedste undertøj indkøbt af herren i huset. Han formår at placere sig midt i Magasins januar-udsalg omringet af 30 hysteriske og småvoldelige kvinder som i deres ubarmhjertighed gerne stjæler tøj for næsen af de andre for at opnå resultater. Morten er tilgengæld fuldstændig upåvirket. Ringede engang hjem til mig midt i et sådan virak. Jeg kunne høre støj fra de borgerkrigsagtige tilstande i baggrunden og lige så roligt spurgte han bare om det var størrelse dit eller dat jeg brugte. Jeg skulle naturligvis lige tænke mig om for sådan noget har jeg nemlig heller ikke styr på. Men vi fandt frem til en fornuftig størrelse og han vendte hjem med en god fangst som stadig er en del af kollektionen.

Hvis bare jeg ikke skulle tilbage i det pokkers prøverum...

Nu er det så blevet Halloween herovre. En god hedensk tradition som nordamerikanerne går op i med liv og sjæl. Af alle de højtider der er i løbet af året så slår denne nok dem alle med flere armlængder. Den er mindst kunstig og mest hyggelig. Det er desuden også det eneste tidspunkt man her i provinsen må fyre fyrværkeri af på. Nytårsaften ligger derfor hen i det stille. En i øvrigt helt uforklarlig mærkelig oplevelse at være vidne til.

Halloween er tiden hvor man hylder de døde. Det har man gjort i mange hundrede år i de fleste kulturer. Jeg vil gerne understrege, at det har jeg personligt meget stor respekt for. Ville egentlig ønske at man f.eks. i Norden havde et mere afslappet forhold til døden og lod være med at gå uden om den. Den kommer jo til os alle.

Her i Nordamerika er der mange familietraditioner forbundet med denne dag. Der er den velkendte uhyggelige udklædning og "trick and treat" hvor man går fra dør til dør udklædt og får slik og frugt. Denne handling er formentlig forbundet med aflad; man giver noget og får dermed løfter om rigdom og beskyttelse mod det onde.

Der bliver også skåret græskarhoveder ud. I ugerne op til Halloween kan man på markerne rundt omkring se hvordan de store orange græskar skyder op af jorden. Når de er udvokset åbner man såkaldte "pumpkin patches" (marker med afskårede græskar) for folk og der er typisk forskellige forlystelser i forbindelse dermed. I år blev vi kørt ud til marken på en ladvogn trukket af en traktor. Vi sad på halmballer og sang til lyden af en levende harmonika. Der var Elvis kopiband og børnene legede i et enormt telt fyldt med halm og halmballer. Det er også almindeligt at holde store private fester hvor man nærmest går ligeså meget til den som man gør i Danmark nytårsaften.

Hvorfor er det lige jeg bruger linie efter linie på at udpensle denne NORDAMERIKANSKE tradition? Jeg talte med min mor forleden og blev ufattelig forarget over at høre, at man i Bilka sælger græskar og andre Halloween souvenirs. Jeg kan godt huske, at Roskildes biskop indledningsvis introducerede dagen for nogle år siden, vist nok i Roskilde. Men det jeg ikke forstår det er hvorfor man skal "stjæle" en tradition i stedet for at lave sin egen.

Tæerne krummer i mine sko. Måske især nu hvor jeg har boet i Nordamerika længe nok til at se, at lige præcis denne tradition er noget af det mest ægte der findes. Lad dem dog have den for sig selv! Find selv på noget! Hvor svært kan det være? Åbn dog historiebøgerne og find frem til hvordan vi førhen hyldede de døde. For uden at vide en rygende fis om det så må vi da have vores egen "Halloween"; dagen hvor man mindedes de døde.

Den største immigrantgruppe her i byen er kinesere og de fejrer jo deres nytår i følge den kinesiske kalender. De fleste ved når det sker, det er dog ikke en national højtid. Men jeg kan forstå, at kineserne skal fejre nytår når de har lyst. Ligesom at muslimerne faster i disse tider og ligesom canadierne og amerikanerne vel fejrer Thanksgiving og Halloween langt væk hjemmefra. Men hvorfor er det lige, at danskerne skal fejre Halloween? Det kan jeg ikke fatte og jeg bliver mere arig end jeg egentlig har lyst til over, at store indkøbscentre i profittens tegn skødesløst tager en tradition - som er flere hundrede år gammel - og gør den til noget forretningsmæssigt. Og at en biskop bruger det som trækplaster for at få flere medlemmer i sin kirke!

Grhhhhhh... det gør mig GAL.

Vores to udskårede græskar står til skue for alle ved hoveddøren. Vi tændte lys i dem her til aften. Jeg fik også lavet nogle meget lækre græskarkerner i ovnen med salt og smør på. Morten fandt et kostyme til Freja i dag. Hun ville vist gerne have sovet med det på! Hun skal være tiger. Og vi glæder os til at "trick and treat" i morgen.

Men vi glæder os også til en februar hjemme i Danmark. Så skal vi slå katten af tønden med Freja. Og Sankt Hans aften er den smukkeste aften på året. Den savner vi og ser frem til at nyde igen når den tid kommer.

Kort sagt; så synes jeg lige præcis traditioner og højtider er en delikat sag og ikke noget man bare sådan lige markedsfører på Bilkas hylder!

Måske lyder jeg som en nationalromantisk patri(-di)ot , men kort sagt så bryder jeg mig ikke om at man adopterer en tradition uden at have den fjerneste idé om hvad der ligger til grund. Men på den anden side så er der jo mange af os hvide mennesker der efterhånden ikke ved hvem vores bedsteforældre var. Så rend mig dog i traditionerne!

Og skrub så i seng, Carina!