Hæ-hæ Kloakmesteren kom, så, kløede sig i håret og mente, at den underjordiske vandlås sandsynligvis var tæret igennem... så hele den del af gulvet skulle brydes op; der skulle lægges nye rør ud og så skulle det støbes igen.... desværre kunne han ikke afse folk til det før engang i december, så han ville lige prøve at puste trykluft igennem, så jeg kunne bruge vaskemaskinen indtil da.... og PLOP! kom et låg fra en flaske skylle-middel ud... det var dét, der havde skabt alle problemer.... SÅ nu kan vi både vaske tøj og bade ubegrænset igen - HURRA for en luksus!!!

Idag er Kraka blevet afleveret i dagpleje. Igrunden er det underligt for mig at aflevere hende dér, så længe jeg bare går herhjemme alligevel, men jeg véd jo også godt, at det er en fordel, at hun er vant til det, hvis og når jeg lige pludseligt finder arbejde.

Jeg har, siden igår, tænkt en del på, hvordan det hele startede mellem mig og R, hendes far....

Jeg havde, da jeg mødte ham, boet alene sammen med mine 4 børn i 8 år.
Vi havde en god, omend økonomisk fattig, hverdag og jeg var på den sidste del af mit studie.

Forholdet til J, ungernes far, var efterhånden velfungerende. Han var flyttet til den by, hvor vi boede - og det gav vel også mig lidt ekstra frihed i og med, at han altid var i nærheden, hvis jeg ikke lige nåede hjem til de kom hjem fra skole.

Jeg mødte R. i forbindelse med et projekt, der skulle være afslutningen på mit studie... jeg skulle, sammen med nogle andre, interviewe indsatte i de danske fængsler... derunder også ham.

Han afsonede dengang en længere fængselsdom på en narko-fri afdeling og NEJ, det var ikke "kærlighed ved første blik". Jeg holdt kontakten til ham, fordi jeg ville bruge hans livshistorie som grundlag for een af mine eksaminer.

Vi skrev sammen i månedsvis, hvor han beredvilligt svarede på alle mine - tildels meget personlige - spørgsmål... og efterhånden som jeg oplevede, hvor meget mine breve betød for ham (der ikke havde kontakt med nogen som helst udenfor fængslet), begyndte jeg også at skrive mere og mere om min og ungernes hverdag.

Da vores projekt var fædigt, besøgte jeg ham igen, for at vise ham det endelige resultat.... og SÅ skete det - jeg blev taget med storm... og blev stormende forelsket... han var alt det, jeg havde drømt om: smuk, mandig, sjov og fremfor alt ærlig.. også omkring det meget omflakkende liv, han havde levet indtil nu.

Jeg begyndte at besøge ham mindst een gang om måneden - og jeg kan tydeligt huske de lange togture: hvordan jeg på vej derhen sad med sommerfugle i maven og på vej hjem sad og skrev mine tanker til ham i en tilstand af eufori og total udmattelse efter 4-6 timers intensiv sex og samtale.

Jeg havde ALDRIG følt sådan for et andet menneske før - og jeg var SÅ sikker på, at han havde det ligesådan med mig og at vi sammen kunne slå alle fremtidige problemer...
ÅH for fanden, hvor var den lykke dog berusende... og indimellem besøgene kom der næsten dagligt disse hudløse, pragtfulde breve, hvor han åbnede sig omkring ALT og beskrev mig som noget nær gudsommelig.... han var på det tidspunkt svaret på den bøn om en mand, jeg aldrig havde bedt.

Mere i morgen