Bjørnen. Kan næsten ikke holde ud at skrive det ord, for det var mit kælenavn til ham. Nu er jeg ikke blot slettet som ven på Facebook. Men også blokeret - eller også har han slettet sin profil, men det kan jeg næsten ikke tro. Det ville ligne ham dårligt. Jeg ved ikke hvorfor, at det har en ekstra betydning for mig, at han har sat endnu et pigtrådshegn op. Andet end at normen er, at man kun sætter pigtrådshegn op overfor andre mennesker, hvis de på en eller anden vis er farlige og vil én det ondt.

Jeg har aldrig begået den forbrydelse, som er proportional med Bjørnens straf. Jeg har aldrig bedraget ham, været ham utro eller på anden måde gjort ting som har gjort ham ondt. Det var ikke mig som ville slå op. Jeg har heller ikke chikaneret ham på Facebook. Siden han slog op har jeg skrevet til ham to gange. Ialt to sætninger. Den ene gang på mail: Bjørn. Jeg er frygtelig ked af måden det hele er endt på. Jeg savner dig. Den anden gang på Facebook. Bjørn, hvad har jeg gjort? Hvorfor er du så vred på mig? Og nu er jeg så endegyldigt blokeret, så jeg ikke engang kan finde ham på Facebook.

Facebook, facebook, facebook. Jeg hader det medie.

Det går fint nok om dagen. Men om aftenen før jeg skal sove, gennemgår jeg systematisk vores forhold. Både de gode og de dårlige ting. Det ville helt sikkert aldrig være endt lykkeligt. Der er alt for mange ting, som ikke var godt. Ting som jeg fortrængte, da jeg var sammen med Bjørnen, fordi jeg så gerne ville have det skulle være godt. Men faktum er, at han var ekstremt egoistisk, havde dårlig selvindsigt og en ringe empati. På den måde er det måske fint nok, at det nu er slut. Men det er mere den straf, der hænger i luften. Han har gennem hele vores forhold brugt tavshed som straf, når der har været problemer. Hver gang er det mig, som er kommet til ham. Gået hele vejen op af bakken, når han ikke har villet svare på hverken telefon eller beskeder. Og hver gang har han gerne villet mig alligevel. Måske er han skuffet over, at jeg ikke er gået op af bakken denne gang. Men efter den opførsel han udviste, hvordan kunne jeg så det? Nej, det var umuligt. Denne gang var det ikke mig, som skulle komme til ham.

Og jeg savner hunden. Helt vildt. Vi blev tætte vi to. Den sidste gang jeg var der for at hente mine ting hylede han allerede da jeg gik op af trappen og jeg fik en ordentlig møffetur, da jeg kom inden for døren. Det var som om han godt vidste der var noget i gære. Jeg får helt ondt i hjertet når jeg tænker på ham.

Jeg må se at komme videre. Jeg kan næsten ikke bære at min fødselsdag er lige om hjørnet. Ville ønske man kunne slette den. Det hele er bare lidt lort lige nu. Det nye job. Helt ærlig, så er jeg temmelig meget på grænsen til at være mere ulykkelig i det end i mit gamle job. Lønsedlen vejer ikke op for den bidende fornemmelse i maven, når jeg cykler hjem hver dag. På den anden side, så orker jeg næsten ikke at skulle skifte job igen. Det er så ufatteligt krævende. Der er dog kommet en ny marketingsdirektør og han har lovet bod og bedring. Han siger at der nok kommer til at gå halvanden til to måneder. Så måske jeg bare skal knibe ballerne sammen og håbe det bliver bedre.