Der var forhøjet vandstand i nat.
Vi gik i tøj fra 1900-tallets begyndelse; store tunge kjoler under opulente hatte; herrerne bar jakkesæt med lommeur og diplomatfrakken udover. Alle var vi afhængige af færger for at kunne rejse og det sted hvor vi befandt os nu, var på vej til at blive oversvømmet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at havene overalt på kloden var fulde af disse dieselfærger, som fragtede os rundt, på flugt fra vandmasserne, men som samtidig forurenede, og netop bevirkede at vandet steg.
Vi sad på molerne og ventede, mens vandet steg i havnen og jeg tænkte, at er færgen her ikke snart, bliver færgelejet oversvømmet, så den umuligt kan lægge til. Jeg fangede min gamle veninde Sarahs blik. Vi har begge små børn og tænkte synkront på deres begrænsede muligheder i en verden fuld af vand. Mine øjne sved; jeg var på nippet til at græde og vendte blikket bort. Sarah havde det på samme måde, mærkede jeg. Så var det, som om jeg kunne se med hendes øjne. Derfor læste jeg det dokument, som hun sad og redigerede i på sin computer. Der stod: "Jorden er dækket af et mørkt hav, uden konturer af hverken land eller liv. På vandet flyder et sort ringbind."