Jeg socialiserer for sjældent. Det er en besynderlig sætning, som kan betyde mange ting - absolut afhængig af, hvem der læser den. Det er ligesom farver, og alt andet objektivt i tilværelsen. Men er sætningen som jeg indleder denne tekst med - egentlig objektiv, eller er den snarere subjektiv? Sætningen omhandler jo min personlige anskuelse af min egen manglende sociale tilgang til min omverden - men det lyder jo umiddelbart som om, at der her er en tilstand at spore - en asocial tilstand. Men først efter at sætningen er blevet yderligere brækket fra hinanden, analyseret og tydet - så fremstår den som et subjekt, da den rummer en tilstand, som jeg observerer i mig selv.

Selverkendelse er en god ting - og af og til bør jeg selv erkende, at jeg falder ud på et sidespor. Det er et problem som gentager sig i min generelle færden - og jeg kan jo kun grine ad det, for jeg ved det jo godt - jeg gik for langt ud i rendyrket lommefilosofi, for hvilken teoretiske validitet jeg ikke har evidens for.


Jeg må efterlade min indre Aristoteles og vandre tilbage, til den allerførste sætning skrevet som indledning til teksten - jeg socialiserer for sjældent. Om sætningen i sig selv er et objekt, som den fremstår på en computerskærm, eller om sætningen er subjektiv fordi den rummer dybere data omkring min sindstilstand, er underordnet - men sætningen er sand.
Jeg socialiserer ikke med mennesker mere, men jeg har skam gjort det. Jeg har førhen haft en uendelig lang regnbue af bekendtskaber - hvor hver farve i dette smukke naturfænomen repræsenterede forskellige værdier i disse forskellige individer. Jeg har førhen væltet mig i skønne mennesker som alle har haft en plads i mit værdiregister, og formegentlig - havde jeg en plads i deres. Men jeg har valgt - ganske enkelt, at slette min egen eksistens. Det lyder besynderligt, ja måske endda tåbeligt og umuligt. Det er det ikke - jeg har slettet min Facebook profil.


Dér tog jeg røven på læseren - jeg har skam ikke blot deaktiveret min profil på det førnævnte slavemedie, men langt mere end det. Jeg har ikke længere kontakt til barndomsvenner som ellers altid har bistået mig, fra dengang vi side om side vandrede ned ad de misholdte provinsgader for at holde os beskæftiget, imens forældrene delte en kasse øl over busken. Jeg kan erindre, at de kaldte det "naboskab". Jeg ser, eller hører absolut intet til mine gamle kolleger, eller skolekammerater, og min fars del af familien - den har sjældent voldt mig andet end irritation og mindreværd.
Det lyder sørgeligt - men det er selvvalgt. Jeg var ved at kaste op, ved tanken om at være velkendt - og faktisk var jeg også ved at brække mig over at være vellidt. Jeg var træt af ros for mine præstationer, og jeg var syg af ynk og medlidenhed da jeg valgte at give uddannelsessystemet fuckfingeren. Alt hvad jeg har skrevet ind til nu - er ikke selvFORSKYLDT, men selvVALGT.

- Kasper Lund