Jeg ved ikke om det er resultatet af at være udspændt i et vakuum mellem Måne og Slips. Eller om det er flytterodet på arbejdet, eller om det er livets ulidelige lethed, men jeg har fundet mig selv fuldstændig zappet for energi, jævnt mellemfornøjet, følelsesløs. Særligt efter arbejde er jeg fuldstændig drænet for energi, og jeg må sove et par timer hver eftermiddag for at komme mig. Jeg vågner beklumret, forvirret og rundt på gulvet stadig bundet ind i drømme. Om aftenen kommer jeg lidt til mig selv. Jeg burde dyrke motion men det eneste jeg har kunnet mande mig op til, er at gå lange ture rundt i byen. Jeg er træt af at gå den samme rute på tværs. Jeg bryder mig ikke om at gå ind til Strøget, der er for mange mennesker. Jeg har fundet nye veje, nye ruter. Er gået hele vejen til Christiansborg og bag om, under Den Sorte Diamant, videre til Fisketorvet og tilbage til Vesterbro via Dybbølsbro i mørket, mens himlen farves lilla af små eksplosioner fra Tivoli. Et tomt sug i maven for hvert skridt. Hele tiden en forestilling om knive, som skærer ind i det bløde kød og udhuler alt under ribbenene. Jeg føler mig så let som en ballon. Kvalmende, utilpas let, som om jeg kunne svæve væk eller opløses.

En stirren ned i det blanke sorte vand, ned i dybet på skinnerne under broen, ned i de dumpe drøn fra bilerne over Lange Bro. Jeg går på de mørkeste steder. Jeg er ikke bange. Det, der er udenfor mig på disse ture, kan umuligt skade mig mere end det, der er indeni. Desuden føles byen som en varm og tryg handske. Den passer mig. Den passer på mig. Den flyder igennem mig. Mine fødder rører stadig asfalten. Men jeg bliver hele tiden lettere. Der er kun mig, som er farlig her. Der er kun mig. Alle andre går stille forbi. De vil mig ikke ondt. De vil mig ikke godt. Måske er det fordi jeg ikke er der rigtigt. Tilværelsens Ulidelige Lethed. Kundera spørger: "Men er tyngde virkelig frygtelig og lethed vidunderlig?
Den tungeste byrde knuser os, vi segner under den, vi presses mod jorden. Men i elskovspoesi fra alle tider tørster kvinden efter at blive tynget ned af mandskroppens vægt. Den tungeste byrde er altså samtidig billedet på den mest intense livsfylde. Jo tungere byrden er, des nærmere jorden er vort liv, des virkeligere og sandere er det."

Jeg har det altid bedre når jeg kommer hjem igen. Når jeg låser mig ind i min hule, hvor der er vægge og rum til at holde mig fast.