Jeg har så mange forskellige følelser der farer rundt i mine blodbaner og avler flere i mine celler.

Det ene øjeblik er jeg ubeskrivelig lykkelig....det andet øjeblik er jeg ubeskrivelig angst. Angst for at miste.
Jo mere lykkelig jeg er jo mere er jeg bange for at miste.
Så det går jo faktisk bedst hvis jeg hele tiden er sådan lidt halvglad/halvmelankolsk.

Hvilket jo er sygt. Hvilket jeg ved.

Og når jeg har disse øjeblikke hvor serotoninen er i fuld skrue, lykkeruset bruser og jeg føler mig som det bedste menneske i hele verden, så kommer den...skyggen...snigende og tipper mig bagover.
Og så er det at disse tanker undfanges: Hvor mange mennesker ville komme til min begravelse?
Hvad ville de sige om mig? Hvordan ville de reagere?

Afsindige ting som ingen steder hører hjemme...kun i en neurotisk hjernemembran. Dog er det en realitet.

Og så er det at jeg begynder at skændes med mig selv...heldigvis ikke højlydt....men jeg taler med tungen uden at sætte lyd på: at NU stopper du sgu, NU skal du bare nyde det her, for du ved ikke hvor lang tid det varer osv.

Så hvorfor piner man sig selv unødigt?
Hvorfor kan man ikke bare GLÆDE sig. En barnlig glæde..100% ren, ingen tilsætningsstoffer, intet snavs....bare renhed.

Drejer det hele sig virkelig stadig om det skide æble???
Det er sgu da for åndsvagt. Prøv lige at bære nag!!!! Hvis du ville have det æble, så skulle du sgu da bare have sagt det...åbnet munden, nå!!!!

Njaa...febervildelserne tager til og jeg danser rundt i mit evakostyme, sort som beg og skryder: La..la..la..la.
" HOld så kæft", skreg pomaden. "Okidokee", synger jeg smiskende og leger med en klistret lok i dens hår, mens jeg fuld bevidst prøver at overbevise mig selv om at jeg er skide god til at flirte.

Livet går alt for langsomt og alt for hurtigt, mumlede den letkøbte ideé til papiret, som prøvede at få en solbrun teint uden brug af betakaroten. "Aneroksialbino", skreg ideen hånligt, og spankulerede videre, fordi den var nemlig medlem af den højere etate.

Og så var der een som smed mig ufrivilligt op på en børnekarrusel, som blev ved med at køre rundt og rundt og rundt og spille den ene infame lystige melodi efter den anden, mens jeg egentlig bare ville af og sidde lidt og tygge på et græsstrå syltet ind i pesticider og komøg.

Nå, ja...man kommer vel fra landet af, gumlede malkepigen, fordi det havde hun hørt bondemanden sige.

Og nu kører karusellen så hurtigt at jeg ikke ved hvad der er op og ned.

Godt så!!!