Min indre vrede er ved nærmere eftertanke, en blanding af frustration og afmagt. Irritationen deri er, at det er en følelsesmæssig rutsjebane! Tankerne køre. Den ene dag med 180 km/t og den næste måske kun med 30 km/t. Sidstnævnte er en forbandelse i sig selv. I den situation får jeg ofte flashback af hvad der var, og nu ikke mere! Det er ikke en ønskelig situation i sorgfasen pga. at man er så utrolig sårbar.

Sidst jeg talte med min svigermor fra England på Skybe fra - kom svigerfar til syne i baggrunden. Jeg spurte som så ofte før " how are you sir" Hvortil han svarede " There is always someone that has the be". Det kan han have ret i - hvilket har sat tankerne i gang mht. min fars bortgang! Jeg var "heldig" at kunne sige pænt farvel til ham, inden han sov ind. Holde ham i hånden og være nærværende i situationen. Selv om det er det værste jeg nogen sinde har oplevet, så vil jeg ikke være det foruden.

Der er pt. STORE problemer omkring André, som jeg på et tidspunkt vender tilbage til.