Så startede sæsonen... Den der siger at når vejret er godt (som lige nu), så skal bil, kaffe, nabo og to store glade hunde pakkes og vi skal af sted på stranden, før alle andre vågner.
Trillede bilen ud klokken 5. Pibende hunde på bagsædet, som pludselig gættede hvor vi skulle hen og så tulle gennem den mennesketomme by. Det var diset, faktisk tung ærtesuppe det meste af vejen. Sneg os af sted med 40 i timen, så vi kunne se vejen bedre.
Parkere på den tomme parkeringsplads, hvor kun måger, svaner og ænder tuller rundt. Hunde der vælter rundt, for at komme ud, helst inden hjulene er standset. Så ud.
Turen over broen, langs de vilde rosenhegn og så endelig - sand mellem tæer og trædepuder. Dér ligger vandet og glimter.
Den ene hund er hurtigt ude. Plask-plask-plask!
Tyve meter line holder hende tilbage, selvom hun helst vil svømme til Sverige. Den anden hund, min egen Max har stor mistro til alt, hvad der handler om vand, men tør dog godt stå i kanten og skrabe i det våde, tunge sand. Til sidst smider han sig og holder øje med at hundeveninden ikke svømmer for langt ud.
Kaffe på badebroen til lyden af små bølger og duften af hav. Der er ikke et øje, andre end os, og verden er nyfødt.
Mågerne skriger og dykker omkring os. Solen er begyndt at skinne. Den hænger som en diset hvid skive på himlen over os. Vandet er blødt, rent og lige til en dukkert. Tørre over en sidste kop kaffe, før vi kører hjem. Sikke en start på en vidunderlig feriedag. Ah...