Hvilke af de tusindvis af tanker i hovedet skal man gribe ud efter og få skrevet ned? Hvor skal man starte, når man ønsker at få et halvt års massive tanker ned på digital skrift? Og hvordan skal man dog kunne formidle 6 måneders virvar af følelser, frustration, udvikling og den intense jagt på at finde ud af mig? Målet er nok at få skrevet bid for bid, og ligeså stille at kunne samle mit puslespil. Jeg ved, hvor stor pris jeg kommer til at sætte på mine dagbogstekster fra tidligere år. De gør mest ondt at læse, men de er der - den "lille" pige, som har haft det skidt, og som jeg har så ondt af, hun er MIG. Det er nu engang mine tanker, mine følelser og minder = mit liv på godt og ondt.

Der er sat en milepæl i mit liv, og derfor begynder dagbogsskrivningen nu på ny - et nyt kapitel, som også vil indeholde mange svære ting - men igen, så er det et billede af mit liv, som jeg oplever det i det splitsekund. Og jeg har lyst til at samle alle de splitsekunder, og tage dem med mig - samle dem, som et stort puslespil over mit liv.

Mest af alt oplever jeg det som en stor trøst og anerkendelse at få bekræftet, via mine dagbogstekster, at jeg har haft det svært - selv i min behandling har jeg tvivlet på min egen dømmekraft ift. hvordan jeg har følt det. Idag har jeg ondt af mig selv, for at have tvivlet på oprigtigheden af mine tårer - og dog tager jeg til tider mig selv i stadig at tvivle.

Siden jeg startede på Center for Spiseforstyrrelser for 6 mdr. siden, er der sket afsindigt meget med mig. Det har mærkedes som om, at jeg skulle finde mig selv helt på ny - som om min identitetet var blevet væk og skulle dannes igen. Hvem vil du gerne være? Mange af de "vaner" jeg har haft/har og bagateliseret har i forløbet givet mig kamp til stregen. Det har virkelig overrasket mig, hvor indgroede mange negative mønstre er blevet i mig, så indgroede at jeg end ikke har vist de var der - det er først nu, hvor jeg har fået et nyt perspektiv, at jeg kan se at jeg ikke har været god ved mig selv. Jeg har ladet mig være alene, ensom og ulykkelig og jeg har tvunget mig selv til at hoppe over hvor gærdet var aller højest og mest smertefuldt - alene. Jeg har gjort mig selv træt og afkræftet, ikke undet mig selv særlig meget rart og hyggeligt - men altid være bevågen overfor, at de næste svære følelser ville vente lige rundt om hjørnet. Værst af alt, når jeg ser tilbage, har jeg nægtet mig selv at række en hånd ud til dem omkring mig, men har beordret mig selv til at klare at være alene.

Og det har jeg så gjort, og nu sidder jeg så her idag - meget rigere heldigvis, men også med mange ar, det kommer til at tage lang tid at få væk.

For 6 mdr. siden, lige inden jeg begyndte i behandling, da skrev jeg nedenstående - præcis hvad jeg følte lige dér i det øjeblik. Når jeg sidder og læser det idag, så føler jeg stadig de samme ting, om noget måske en anelse mere dæmpet - men følelserne og angsten for fremtiden er der. Det bekræfter mig blot i, at den lille sårbare pige er herinde, og at hun stadig skal hjælpes på vej....

Jeg er sårbar (uden at vide hvorfor)
Jeg er usikker (på vejen frem)
Jeg er bange (for skuffelse - for nederlag, for mit liv og for at være alene)
Jeg er angst (for at blive forladt, svigtet og for uret)
Jeg er ked (af at jeg ikke formår at være glad uden at føle at det er facade)
Jeg er frustreret (over at jeg ikke ved om jeg er den sårbare eller den glade - eller begge dele)
Jeg har ønsker (om et liv med vila, volvo og vovhund og en mand jeg elsker og som elsker mig)
Jeg ved ikke hvad jeg vil (med min karriere)
Jeg er ikke som jeg var engang (min lyst til mange mennesker, sprut, sjov og musik er der ikke længere)
Jeg vil være for mig selv (og forholde mig til mine egne tanker)
Jeg kan ikke overskue mange mennesker (eller mange af dagens gøremål, men jeg hopper ikke af toget)
Jeg vil gerne langt langt væk (og flygte fra mine følelser)
Jeg vil være fri (fra fortidens sorg og starte forfra)
Jeg er vred, bitter og hysterisk (men jeg ved ikke på hvad eller hvem)
Jeg tvivler på mig selv (overfor de aller nærmeste og <3)
Min indgroede facade er en kontrast til denne usikkered (og min facade giver mig energi, livsvisioner og visdom)
Jeg er 25 år (men føler mig som en lille pige)
Jeg glædes ikke i nuet (men motiveres af fremtiden og mit liv i denne)



Der sidder en lille pige på en gynge, helt stille med hovedet bøjet, hun er meget ked det og alene. Gå hen til hende, tag hende i hånden. Hun er sød ikke? kram hende, og fortæl hende hvad hun har brug for at vide, for hun ved det ikke selv. Hun har brug for dig. Brug for du passer på hende. Glem hende ikke, husk hende og giv hende kærlig pleje når hun er ked. Hun er så sød og skrøbelig.