Nu slutter ferien ligeså stille og langsomt.

Jeg er også begyndt at savne min have og min hverdag, i nævnte rækkefølge.

Det er lykkedes at holde fast i løberiet selvom vi har været nogle andre steder henne og det er jeg selvfølgelig vældig selvglad over og tilfreds med.

Forleden havde vi en af de der snakke om hvordan vores forhold går.
Det er mig der er knudemanden her, jeg prøver af al magt at undgå at tale om det, men A er tilsvarende snu og insisterende uden jeg opdager det, og pludselig var vi igang.
Alt i alt var det ikke så slemt som jeg altid frygter, at tale om det altså.

Vores forhold er på en del områder ret slidt, men vores force er at vi kommer vældig godt ud af det sammen.
(Igen må jeg give ham æren for det.)
Konklusionen ? - ja, vi er ikke lige ved at blive skilt, men jeg tror vi begge kan se enden på det.
I hvert fald på at være kærester.
Han er min bedste ven og jeg kan slet ikke forestille mig at han ikke skulle være i mit liv, - men vi er også meget forskellige på nogle væsentlige områder, og det slider og tærer på det hele.

Nå ja.
Jeg har sørenmig læst 5 romaner i ferien.
Vi er jo i et sommerhus, så der står alt muligt oprydningslitteratur på hylderne.
Jeg har læst to Panduro, en Pearl S Buck, en Joanna Trollope og så "Lørdag aften - Søndag morgen" (kan ikke huske forfatterens navn og gider ikke rejse mig og kigge efter.)
Det var meget fedt og navnlig afslappende at læse lidt fiktion igen.
Desværre giver det mig en frygtelig lyst til at skrive noget selv, og jeg støder med det samme ind i muren.
Ulddyne-muren.
Støv, tåge og hukommelsestab.

Jeg kan kun huske at jeg vil skrive når jeg ikke er i nærheden af min computer eller bare noget papir.
I dag har jeg logget på flere gange, og hver gang glemt at jeg skulle skrive og sende en mail.
Det er så endelig lykkedes at få den skibet afsted, men det er bare typisk.

Ellers fungerer min hjerne og det lede, miserable temperament faktisk bedre end ellers.
Juli måned gør mig normalt temmelig stresset og rigtig hjerneblæst.
Jeg synes det er trykkende og lummert og klistret og flimrende og der er is-indsmurte unger alle vegne og oven i købet er jeg på ferie samtidig med hele resten af Europa, på steder hvor jeg ikke kan finde rundt.

Det er synd for mig ! - men det har altså været lettere i år.
Jeg må give løberiet æren for det.

Vi har været på nogle gode lange cykelture, hvor A ligefrem har kommenteret af min kondition er blevet bedre.
Han smider jo ikke om sig med ros, så det betyder virkelig noget at høre det fra ham.

I løbet af ugen pakker vi sammen og rydder op i det kaos, vi har skabt her.
Hold kæft hvor ser her dog ud.

Nu kom A lige og bad mig hjælpe med noget, så jeg suser afsted igen