Jeg er lidt trist for tiden. Min far har det heller ikke helt godt, og hans tavshed gør mig endnu mere trist. Oven i det er min moster begyndt at sende depressive breve og mails. De er ikke så slemme (endnu), men jeg ved af erfaring hvad det kan udvikle sig til. Søndag aften kunne jeg ikke mere. Jeg havde rigtig meget lyst til at tage Panodiler, men nøjedes med at skære mig. Aftenvagten kom ned og vurderede at jeg skulle på skadestuen. En af de andre beboere skulle af samme årsag også derhen, så vi to pigebørn og en kvindelig pædagog tog på tøsetur til skadestuen. Vi blev kaldt ind samtidig, og da pædagogen kun kunne være et sted af gangen måtte jeg alene ind til lægen. Jeg lod som om, at det kunne jeg sagtens klare, men i virkeligheden følte jeg mig meget lille. Heldigvis blev de færdige med den anden pige før mig, så pædagogen kom ind, så jeg i det mindste ikke skulle være alene under den sædvanlige prædiken om sårpasning - ja, jeg ved godt at jeg ikke skal gnide såret med rust, måske er jeg skør, men jeg er altså ikke dum.