Ved ikke hvad der skete. Kom til at ringe til J, fordi jeg havde set en film fra Argentina og pludselig kom til at savne ham sådan. Sms'ede og spurgte om jeg ville forstyrre, hvis jeg ringede. Det gjorde jeg ikke, og så ringede jeg og så snakkede vi længe, hyggeligt og rart... og så forvandlede samtalen sig alligevel i rigtig uheldig retning på et tidspunkt.
Han spurgte om mig og kærligheden. Det er jeg ikke helt klar til, stadig. Jeg er ked af at sige det. Men når jeg er lillebitte savner jeg ham stadig, og når han spørger mig til kærligheden, og jeg ved, at han er lykkeligt forelsket i en anden, så bliver jeg pludselig lidt lille.
Jeg ved ikke, hvad vi fik snakket om, men pludselig hørte jeg mig selv græde bittert i telefonen over ting, der er foregået for 8 år siden, som jeg stadig ikke kan forstå, han ikke kan tage afstand fra. Som gør mig bitter... bitter fordi jeg fandt mig i det. Bitter fordi, jeg i alle de år ikke kunne få ham til at sige, at sådan ville han ikke gøre igen. Han er selvfølgelig og heldigvis anderledes med sin nye kæreste, og det glæder mig.. så havde jeg ret i at tro, at han dybest set er et kærligt og meget trofast og gedigent menneske. Det ER han. Det ved jeg jo... det er jo præcis det jeg ved. Det er også så svært at få orden på alt det rod, af netop samme årsag. Forstår simpelthen stadig ikke, hvad der skete med os dengang. Jeg er ukristeligt bange for aldrig at komme til at elske igen. Har kun oplevet at tro på en anden, den ene gang.
Åhrr, noget lort. Jeg vil ikke være gammel-bitter. Det vil jeg virkelig ikke. J vil gerne kende mig igen. Han sagde enkelte pip om, at vi måske kunne få noget ud af at spejle os i hinandens historier fra dengang. Blive lidt klogere på sig selv. Og måske sagde han også nye ting...
Jeg har skrevet en undskyldende sms. Det var ikke min mening at fortiden skulle springe i luften i brystet på mig igen. Slet ikke... jeg troede faktisk at det var væk, men det er som om, det han betyder for mig ikke har blegnet en tøddel, når vi snakker sammen igen. Jeg holder utroligt meget af min gamle kæreste. Virkeligt virkeligt meget. Og jeg er så SUR på mig selv over at jeg får ødelagt det, vi kunne have, ved at blive lille i telefonen.
Som noget nyt har han sms'et tilbage og forvisset mig om, at han gerne vil snakke med mig, også selvom fortiden springer i luften. At jeg måske skal igennem det nogle gange med ham. At han er åben... Det er intet mindre end rørende. Kan ikke helt gennemskue migselv. Ved ikke om det ville være godt eller skidt. Jeg føler bare lidt, at han får lov til at betyde for meget, så længe jeg ikke kan tilgive ham. Og måske jeg kan komme til det ved at snakke med ham nogle gange. Vi skal sikkert også snart til fester igen, da vores fælles venner har ynglet et nyt hold børn i to familier, som sikkert skal døbes eller noget andet tilsvarende.
Åhrr. Træk været dybt pige, og lad være med at høre på dig selv, når du siger, at du åbenbart ikke er til at elske.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Åh nej, jeg tabte huden er publiceret
31/08-2009 22:49 af
Pletfrit Sind.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.