En stædighed vokser stadig i mig. Hver gang jeg mærker tunge følelser, mismod eller tristhed forsøger jeg at bremse mig selv. Jeg stopper op, vejer de tanker, siger til mig selv "hvad du sender ud - får du igen" om og om igen. Det er ikke fordi jeg ikke giver mig selv lov til at mærke tristhed, men jeg forsøger at finde ud af hvad der er "vane" og virkelighed.
På mange måder har jeg tillagt mig en vane. At have det skidt inden i, kan efter mange års sygdom godt gå hen og blive en vane, fremfor reelle følelser. Det er velkendt at have "ondt i maven". Det bliver et mønster og en levemåde.
Jeg er vel blevet træt af det. Som mor kræver dagen gå-på-mod og styrke og der er grænser for hvor meget man kan lade som om. Det bliver nødt til at komme inde fra, det bliver nødt til at være ægte - ellers hopper min søn sgu ikke på det.
Alting er jo heller ikke til ære for Emil. Jeg må huske på mig selv, på mit liv og mit ve og vel. I sidste ende kommer det jo også tilbage til min Emil.
Nej, der er ingen synderlig grund til at føle tristhed. Jeg er hvor jeg er, bor hvor jeg bor og selvom jeg godt ved at det hverken er optimalt eller blivende, så føler jeg mig godt nok tilpas her og det er faktisk helt ok.
Jo, det er svært. Nu hvor jeg har pause fra skolen, er tiden svær at få til at gå. Jeg har ikke nogen projekter jeg kan give mig i kast med herhjemme...rent boligmæssigt, men der er alligevel en masse jeg kunne foretage mig. Gør jeg det ikke, er det min egen fejl og jeg vil hurtigt falde i den grøft hvor alt andet får skylden for min tomhedsfølelse. Om så jeg boede i en jordhule, så kunne jeg stadig læse mine bøger, stadig male og tengne...stadig holde mig igang rent kreativt.
Det er altså på den måde jeg kan holde mig fra de mørke sider. Hver gang jeg forsøger at finde undskyldninger for ulykke, KAN jeg vende tankerne og dermed tvinge mig selv til at se de lyse sider. Det er sgu vigtigt for mig lige nu!
Jeg kan ikke fremtvinge disse "super-perfekte" dage og det vil jeg heller ikke. Men af erfaring tør jeg ikke give slip i det flow mit sind følger for tiden. Jeg kender alt for godt til at dykke lidt og ikke finde vejen tilbage op igen. Det er som om jeg ikke helt besidder evnen til at stoppe mig selv, når jeg først er gået ned ad bakken. En dag lærer jeg det...tja er vel i fuld gang.
L's forældre kommer snart. Emil er dog i vuggen men de ville også se mig...det er stadig lidt svært. Når Emil er her kan jeg ligsom "gemme" mig bag ham, men idag er det bare mig...og en enorm jordbær-kage. Den kan jeg gemme mig lidt bag hehe.
L og jeg taler sammen. Der er ingen drama og jeg tror jeg har accepteret tingene og dermed kan klare at se ham uden samtidig at føle lyst til at se BLOD!!! Ej, det er faktisk mere rart at vi KAN tale sammen. Selvfølgelig kommer der tanker og vrede...men jeg har forstået at JEG tog en beslutning og gjorde hvad der skulle gøres. Bitterheden over at skulle flytte, bo som jeg gør osv...er slet ikke så larmende mere.
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
At bryde en vane er publiceret
05/05-2009 12:26 af
Bastian.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.