Jeg fik set centeret i dag.

I mine tanker havde jeg malet til op til at være småt, mørkt, dystert og et sted som husede depressive og tunge skæbner.

Sådan var det slet ikke...

Jo det er et "krisecenter" men som damen forklarede mig, lige så meget et "botilbud" til enlige forældre og deres børn.

Gangene var lange og lyse. De virkede tomme...men lyse. Lejligheden var ikke så lille som jeg havde regnet med. Der var en lille gang, et badeværelse, et rum med et lille tekøkken og et lille ekstra værelse...ja ok et kammer med indbygningsskabe. Men det virkede lyst og venligt.

Jeg har nu weekenden til at tage stilling. Siger jeg ja, kan jeg flytte ind fra på mandag af.

Mine overvejelser er meget møntet på Emil. Jeg gruer for hvordan han vil klare et skift men tænker meget på vigtigheden i hvordan jeg har det. Det vil afspejle sig på ham. Skal jeg blive her hos L, vil det kræve en massiv panser-evne til at ignorere alle de følelser jeg har i forhold til L. Det er jo ikke gået vildt godt indtil nu. Lige nu er L godt nok væk, har været på "øen" siden forrige onsdag og i den uge har der været ro og Emil og jeg har hygget os. Men inden han tog afsted, var jeg mildest talt konstant nedtrykt og ked af det. Det flød overfor mig flere gange, hvor jeg tudende skældte på L mens lille Emil sad og legede. Han blev helt underlig.

Jeg ved at det er OK alt det jeg føler i forhold til L. Jeg har ret til at være såret, vred og skuffet. Men det er også min pligt at beskytte min søn.

Har jeg det ikke godt, har han det ikke godt.

Måske har jeg allerede taget min beslutning. Jeg har brug for at lægge afstand til L og det vil blive rigtig barskt at skulle blive boende sammen. Det vil være et pres og jeg må pakke alle mine følelser væk selv om de vil blive provokeret og reaktiveret hele tiden. Det ved jeg virkelig ikke om jeg kan...

Hvem der end læser dette, må inderlig gerne give deres mening om sagen. Lige nu er jeg fyldt op og det er svært for mig at træffe den rette beslutning.

Men den rette skal træffes...