Emil ligger og kegler inde i sin seng. Arh...han skal altså tidlig op og plejer at sove før otte. Nu er klokken over ni!!!

Han skal nok bare lige falde til ro oven på dagen. Vi har faret meget rundt og det har egentlig været helt rart.

"Søster" og kæreste vil gerne til Roskilde og skal derfor sælge deres andelslejlighed. Havde jeg bare 550.000 så var jeg lykkelig køber. Den er bare så skide hyggelig...2V'er, godt nok på 4. sal men tænk sig at få helt sit eget, hvor man kan læne sig tilbage og være rolig?

Hmm...

Der var ellers en flink pige der kontaktede mig, som ville fremleje sin lejlighed til mig på Vesterbro. Jeg ville sgu gerne tilbage til Vesterbro, selvom det ville blive en sprød cykeltur til vuggestuen hver dag. Men som alle andre, havde hun en andel hun gerne ville sælge men ville vente til markedet vendte. Det kan jo være når som helst og jeg ville sidde dér og frygte opsigelsen når som helst. Det kan jeg ikke.

Nej jeg kan efterhånden godt se, at der ikke er så meget at gøre end at vente og klare den her i L's lejlighed. Det er det bedste for Emil og jeg må opbygge den nødvendige afstand til L. Så kan det nok godt gå.

Jeg bliver bedre og bedre til at leve i nuet. Det overrasker mig hvor langt jeg trods alt er kommet. Før i tiden ville omstændigheder som disse, straks ha' udløst en tung og mørk depression i mit sind. Dele af mig ville lige frem "trives" ved at have en grund til at krølle sammen.

Alligevel er der styrke derinde. Jeg ved i min fornuft, at jeg bare BLIVER NØDT TIL at holde hovedet oppe, for Emils skyld, klare dagen og dermed forholde mig til dagen.

Måske er det også et forsvar? Hvis jeg tænker for meget over det hele, frygter for fremtiden og de frustrationer dette bolighelvede giver mig, så mærker jeg angst og bedrøvelse. Hvis jeg derimod tænker at jeg alligevel intet kan gøre lige nu og bare følge der rytme Emil og jeg har i dagen, ja så glider det sgu nemmere og vigtigst af alt; det gør ikke ondt.

"Det skal nok gå" kan følges som en provokerende lussing hvis det bliver sagt udefra, men kan være ret så effektiv hvis man selv siger det højt...og tror på det - vel og mærket!

Nå ja...tænk engang når jeg igen skal have plads til mænd, kærlighed, glæde, hygge? Der ER jo et liv der venter et eller andet sted derude!