Han har jo ikke fyldt noget. Vi har ikke set hinanden - hvem vi var osv. ordentligt, kun rørt hinanden.... Og så kom han alligevel igår, som vi havde aftalt, for sådan var han. En rigtig god gedigen fyr. Der holder sin aftaler, og mener hvad han siger.

Og det var så dejligt at være hinandens ordenligt en aften og en lang morgen.... hvor vi var ærlige og vidste præcis, hvordan vi havde det, med hinanden med fortiden og fremtiden.

Jeg er så taknemmelig for at han gad skrive til mig den gang, at han gad mødes selvom jeg havde sagt, at jeg var alt for heartbroken, at han var Mr. Pushy på første date.... Og han sagde også, at han var vildt glad for, han havde gjort det, selvom jeg aldrig måtte lade J være det første folk fik at vide en anden gang. Det var noget han havde haft oppe at vende med flere i kollektivet, inden han turde se mig. Han var blevet ret stødt.

Han vil familie og børn, og det snart.... og jeg er bare ung og dum og forvirret. Jeg vil bare en, der vil mig, der vil oplevelser og forandring i ny og næ. Og jo, jeg vil da gerne have børn. Men det er ikke det første, der skal ske, hvis jeg bliver forelsket.

Jeg tror igen på ærlighed. Det har Mr. lige med et slag givet mig tilbage. Og jeg forstod det rigtigt imorges. Det er præcis den nærhed og kontakt, der kan komme ud af det, som jeg altid har troet på, men som J på en eller anden måde fik dementeret gang på gang på gang på gang.

Senest i øvrigt i en telefonsamtale idag om det at vi skulle mødes i aften, fordi han ikke vil snakke i telefon, men gerne vil ses. Det kunne så ikke alligevel blive på et fast tidspunkt, og jeg gad i virkeligheden slet ikke. Men noget med at han kunne ringe, når han var færdig.... åh, jeg griner. Hvorfor har jeg egentlig været vild med den arrogante stodder. Gu gider jeg da ej vente på at han skal ringe, Jeg har jo ikke engang lyst til at se ham, men ville bare gerne snakke lidt med ham for at undgå ubehagelig skjulte sandheder dukke op, når jeg er hos vores fælles venner osv.

Men altså, det der, det gider jeg ikke. Så må jeg klare en ubehagelighed engang imellem. Det kan sgu ikke være værre end det her lort. Der findes folk som Mr. og godt nok var jeg slet ikke vild med ham, men han var et ordentligt menneske. Sådan et vil jeg tilbage til at være, og sådan nogle vil jeg omgåes. Ikke selvfede stoddere, der taler om at man skal fylde sin egen tid, alt imens de stjæler den ved at lade en stå standby. Ikke på vilkår.

I øvrigt har jeg lige snakket længe i telefon med min søster. Min dejlige lillesøster og det var rart. Hun har været så langt væk så længe. Hun er ude i mine forældres hus med en veninde. Og nyde solen og havet, den heldige tøs.


Det sidste Mr. sagde var: 'Vi ses lige pludseligt' - og jeg kunne øjeblikkeligt huske, hvad det var jeg ikke kunne lide. Det er bare sådan en lidt plump-smart replik, som der var for mange af.

Et andet sjovt eksempel var, da vi snakkede om det med børnene og jeg sagde, at han på den måde var mange kvinders drøm... og han helt seriøst svarede, 'Ja, og jeg er faktisk også ret god til børn' ...åh, jeg slår mig selv på lårene af grin. Det er vildt sødt, men også utroligt tungt :) Der skal grines fister, når man siger sådan noget om sig selv! Du skal sgu ikke sælge dig til mig. Det fede var, at man gerne måtte grine.


Jeg fortalte det til min søster. Vi grinede sammen af Mr. på en sød måde.... og så snakkede vi om min mor. Et eksempel på at man gerne må grine af folk, man kan lide, uden at det er ondt. Vi havde siddet og sprog-gakket over et middagsbord, hvor mor var der, og var kommet til at nævne: 'Hvis jeg ikke kan så kommer jeg, men hvis jeg kan så kommer jeg ikke' (pause-problematikken)

Mor som jo er fra Holland, sad længe og kunne ikke fange den. Og så sagde hun resolut 'Sådan en mand ville jeg aldrig invitere!' Hun er fandme så sjov... og sådan en replik er slet ikke selvironisk fra hendes side, men man må gerne grine af hende. I øvrigt var hun derefter helt ligeglad med pauser, og den egentlige betydning. Nu havde hun besluttet, hvad der var væsentligt ved den replik.

Hilde den for fede familier.

Min Oma kunne noget tilsvarende. Engang sad hun og kiggede ud over udsigten fra mine forældres spisebord. Marker og flot himmel. Og hun sagde, hun nød det, og min far spurgte hende om, hvad hun så. Hun svarede at hun sad og nød bølgernes skumtoppe og de fine hvide lam. Hun var lettere svagtseende på det tidspunkt, og min far måtte gøre hende opmærksom på, at der altså kun var marker. Min Oma svarede temmeligt upåvirket af situationen:

My imagination is fare better than your reality.
Og igen måtte man heldigvis gerne grine, selvom det aldrig var et forsøg på at være morsom, men bare en beslutning.

(Luk røven lille svigersøn! Luk røven Sjoukje... Mr. er sikkert god til børn, helt sikkert og held og lykke med dem, jeg ønsker dig det bedste.)