Har haft den mest fantastiske weekend. Har været i solen konstant og badet hver gang jeg lige var blevet tør igen. Fra bådebroen, fra stenene, fra havnen..... Jeg er så taknemmelig for kommunale tiltag, der har gjort Københavns havn badebar - ellers var jeg flyttet for flere år siden.

Var ude at cykle en lang tur med Mr. langs vandet ved Kalvebod fælled, lå og slikkede sol sammen, efter at jeg havde badet ved stenene før fuglereservatet. Han er sød ved mig. Utroligt sød... jeg grillede med venner på broen. Mr. fortrak sig ud til sin bedste ven, der lige havde født. Han orkede ikke at se mine venner, og det er nok kun fint. Kom dog alligevel lige hen og hilste på homo-veninden som i øvrigt dater en rigtigt rigtigt sød pige. Jeg er så glad på hendes vegne. Hun tror selv, at hun ikke vil noget og alt muligt. Men jeg kender hende.... hun har aldrig været sammen med en, der på en eller anden måde passer så godt til hende. Hun er en utroligt cool pige, der går op i det hun laver, ser godt ud, passer på sig selv, og er intilligent i sin omgang med min veninde. Jeg nyder at se det.

Jeg har været sammen med rigtigt søde mennesker, og ikke drukket mig fuld, og nydt alle tre solrige dag.... men nu er jeg helt flad. Føler mig pludselig som om jeg intet kan, som om jeg er tyk og dum og grim.... ved ikke hvor det kommer fra. Jeg har intet at brokke mig over.

Engang imellem ryger min selvtillid fuldstændigt ned på bunden. Jeg er dum og grim, forspildt potentiale, jeg kan ingenting, og jeg var ovenikøbet givet alle gode kort. Jeg er snart 33, og hvad fanden får jeg ud af det...

Bliver sur på migselv. Jeg er fandme så forkælet. Hvad vil jeg? Hvorfor kan jeg ikke bare nyde, at livet er fantastisk og tilbyder mig ene gode oplevelser? Det er som om, jeg aldrig er god nok til migselv. Som om jeg altid skal slå migselv i hovedet med et eller andet. Hvor ville jeg dog gerne være fri for migselv engang imellem. Ulidelige heks, der er umulig at stille tilfreds. Gud forbyde at jeg for børn.