Jeg er pludrevorn som sædvanlig, og jeg sidder på sengen med min bærebare over lårene. Jeg har mine faste associationer, som nok bliver uvidet efterhånden og slår et knæk hen ad vejen, men er de først blevet skabt, så er de det stærkeste lim :

Pludrevorn fører mig direkte til vandfaldet i Dunderklumpen og sangen om vandfaldet : ...det er dejlligt, men også vådt at tale med et vandfald.

Dunderklumpen er den der fantastiske børnefilm !

Det er sjovt at bemærke sine egne associationer, og det kan bruges i forbindelse med diverse natlige eksercitser - griner, nej ikke god nattesex, men bare almindelige drømme. Om end just nævnte emne er en aldeles produktiv (se nu kører den igen : viril, frugtbar, ubegrænset og uudtømmelig !)associationskilde.

Mange bliver direkte rædselsslagne ved natlige reminiscenser, der byder på dampende sex med en bestemt person af samme køn, eller bare en bestemt person, som man i vågen tilstand ikke ville finde fysisk tiltrækkende. Jamen, hvad er det for en personlighed, som er dukket op her ? Hvad er associationerne omkring denne person ?

Tag nu min lille latinlærer fra teologisk på Kbh's uni. Jamen, hvis jeg i en drøm havde sex med ham - som vist nok er bøsse i virkeligheden - så vil jeg da først og fremmest tænke på den enorme gave, han har givet mig ved at undervise mig i latin. Han har udvidet min verden enormt. Griner - jeg tænker stadig med kærlighed på hans slagord : når man nu sidder i sit lille filologiske værksted...

(Altså, når man nu sidder i sit sprogvidenskabelige værksted og terper latin !).

Så går den videre til min engelsklærer i gymnasiet, der gik med alpehue i en størrelse, så han bare manglede en halsklud og den der hvide kittel for at ligne en maler eller billedhugger fra H.C. Andersens tid. Hans hjerte bankede ubetinget for os, og det bedste, han kunne sige, når vi var ved at panikke over den engelske udtale og grammatik : Tag en steso manner. Den virkede hver gang, man fik grinet og nulstillet sig til et nyt forsøg udi i det engelske.

Det var en bestemt association, som lige har sået sig selv, der startede produktionen af nærværende dagbogstekst : online-listen der bare venter på den næste onliner, som kommer med et dagbogsindlæg. Som et sultent ulvekoppel. Jeg får sådan en lyst at fodre, for ulve er vidunderligt smukke dyr, og de skal jo også have lov at leve.

Jeg kan bedst lide de uventede og anderledes associationer, hm, hvad er min til dato mest uforståelige, til det irrelevante grænsende, association ? Det må være den der fornemmelse af at kunne flyve, som jeg nævnte den anden aften.

Den har vel egentlig en barndom som det, der må betegnes som 'en almindelig association'. Et passabelt billede på følelsen af frihed og uindskrænket tankeflugt. Men det, der gør den sværere at forstå, er, at den har vokset sig så stor og selvstændig. Jamen, det er ren Peter Pan og 'Jeg kan flyve´. Det center i hjernen, som står for denne følelsesmæssige oplevelse (ja, for den er jo ikke blevet fysisk, hvilket man må kan begræde i sine selvmedlidende momenter, for hvem ville ikke være glad for at kunne flyve) kunne sende mig ud over en klippekant, hvis ikke lige det var fordi, jeg netop tillod mig at associere mig tilbage igen og ud af fortryllelsen...Hvor online ulvene gør sig klar til at æde mig, når jeg affodrer dem med mig selv, fordi de holder mig til jorden, når de tager imod mig og flænser mig. Fordi de selv fodrer mig og holder mig på jorden, når jeg koncentrerer mig om at indtage déres bloddampende kød råt.

Hm, det var vist en klassisk kannibalistisk karakteristik af stedets litterære virksomhed...og jeg vil bruge og bruges...

Jeg skal lige have lidt at spise, og så kommer jeg vist nok tilbage lige om lidt.