Jeg er ved at sige farvel til 17 år af mit liv i aften.

Jeg har fortalt min mand og vores børn, at jeg ønsker at forlade vores hjem. Jeg ønsker at skabe mit eget liv i frihed.... Jeg har så mange tanker i mig, og har svært ved at formulere i få ord, hvorfor jeg vælger som jeg gør.

Den væsentlige grund er mangel på respekt for hinanden, mangel på accept, mangel på ærlig interesse for hinandens liv, og mangel på gode ønsker for hinanden... Og ja, så har vi vel glemt at passe og pleje kærligheden, har glemt at der skal to til at vedligeholde sådan een... Og når man glemmer det, forsvinder den - kærligheden er sin egen, vælger sin egen frie vej, også vejen væk tror jeg..., og så bliver det et tomrum.

I bibelen siger Paulus bl.a. følgende:
v4 Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. v5 Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. v6 Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. v7 Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Min datter sendte mig disse ord i en mail, og det gjorde det helt klart for mig, at sådan har det vist aldrig været for os, og jeg har ingen forhåbninger om at det nogensinde kan blive sådan, og derfor traf jeg min beslutning.

Min beslutning har været meget længe undervejs - flere måneder efterhånden, hvor mine tanker har kørt i rutchebane, skal, skal ikke.... og nu er jeg så endt med ordet "skal" med ovennævnte som de vigtigste begrundelser.

Dog skal jeg ikke skjule, at der er endnu en grund til mit valg - nemlig at kærligheden også fandt en ny vej til mig. Det tomrum jeg havde, er pludselig fyldt igen til bristepunktet, men derom senere.......


Wildrose