Jeg sidder på en bar og er efterhånden meget fuld. Det er fjerde gang i denne uge, hvor jeg igen har prøvet at bliver så fuld, at jeg glemmer smerten og ensomheden, uden at det lykkes til fulde. Jeg kan ikke holde verden og mit liv ud. Jeg forstår ikke dette væddeløb. Alle mod alle hver for sig. Kunstige bryster, karrierer i svøb. Usikre og ulykkelige piger og drenge, der fulde forsøger at åbne op for den side, de normalt hverken kan eller vil se i håbet om en kort kildren i maven og følelsen af personlig succes. Jeg bunder min øl og rækker med det samme ud efter bartenderen og får straks en ny. Mit blik sejler ned over min egen krop og den begyndende ølmave falder i øjnene. Den indikerer længere tids gærgen af kroppen i flugten fra stanken af livet. Blikket glider videre rundt i lokalet i håb om at kunne fokusere på et sted, stille klart og kunne sige til mig selv, at jeg ikke igen er blevet uovervindelig stiv. Kan ikke rigtigt finde noget. Blot en række mørke silhuetter og øredøvende støj. Jeg får overballance og er ved at falde ned fra barstolen, men jeg får fat i den golde messinggesims på barens forside. Mit fokus falder i stedet på min nye øl, som jeg med een slurk tømmer halvt. Falder lidt i staver.
En pige nærmer sig og sætter sig hen til mig. Hun er usikker som alle de andre, kan jeg se på måden, hun blotter sig. Jeg afviser hende ved et hurtigt blik for atter at kigge væk. Men hun bliver siddende. To af hendes veninder kigger over og gør hende selskab. Jeg kender dem begge. En fra i lørdags og den anden samlede mig op en tidlig morgen på Nørre Allé lige før dagen gryede. Begge gav mig kvalme. Begge blev afvist - den ene godt nok i hendes egen lejlighed, men begge blev afvist af mit had til denne egocentriske, ensporede og farveløse verden. Situationen morede mig, for jeg kunne se venindernes voksende skepsis, da lyset fangede mit ansigt og de begge genkendte det. Ludere. Blot endnu et par af samfundets sjæleløse disciple, der gør strukturen mere fast og ubrydelig.
Jeg lænede mig over til den tredje ukendte veninde og inviterede hende ned i en tom sofagruppe, jeg fangede ud af øjenkrogen. Hun lyste op og rejste sig, puffede til veninderne som blot blev endnu mere skeptiske over endnu en afvisning. Vi havde knapt sat os, før vores tunger gik amok i en vild udforskning af hinandens munde, læber, ører og halse. Hendes åndedræt blev hurtigt dybt og sukkende. Hendes øjne fortalte mig, at hun kunne lide det, der skete. Mine hænder gik langsomt på opdagelse i hendes skød. Jeg skulle da nok give hendes usikre eksistens lidt krydderi på dagen, hvis hun mente, at hendes flugt skulle være på den måde. Billig bekræftelse for at dække over de store sammenhænge. Jeg følte intet overhovedet, men spillede med. Lidt efter gik jeg min vej igen med et arrogant udtryk, der fortalte hende, at jeg var for god til hende og faldt hurtigt i snak med nogle af mine venner, jeg mødte. Hun kom tilbage og vi kyssede igen. Denne gang mindre intimt. Det kedede mig. Jeg spurgte hende, om hun ville med hjem til mig, men før hun nåede at svare, var jeg gået. Hævn og had fyldte mig og længslen efter een, der kunne fylde ensomhedens tomme rum. I mit forsøg på at glemme mig selv, havde jeg glemt mig selv og var blevet en af dem. Diskozombier. Weekendludere. Jeg kunne ikke holde det ud. Troen på det smukke og unikke - på kærligheden, på mig selv og mine principper - var forsvundet i midten af en sætning på 5 ord. Jeg gik hjem. Modløs. Med bøjet hoved. Hadet til verden og mig selv var endnu engang blevet større end tidligere, og troen var fuldstændig forsvundet. Dette er starten. Dette er kimen. Det sidste bevidste øjeblik, inden forpubningen fuldbyrder smerten og jeg vågner i samme tid som en af dem - uden at huske en skid.